Antonius samler handsken op: Skal spise fem Big Macs for billet til Australien Open-finalen

Patrik Antonius er fortsat med i $250.000 Highrolleren, hvor de sidste ni spillere nu er samlet på finalebordet.

Antonius er med 320.000 nummer otte ud af de sidste ni. Gus er med 725.000 chips fortsat i front, selv om føringen ikke længere er lige så suveræn som det var tilfældet for en times tid siden.

Phil Ivey har indtaget andenpladsen med 565.000 chips, mens Dan Smith indtager tredjepladsen med 465.000 chips.

I en pause for kort tid siden spurgte Patrik Antonius ifølge pokernews.com en kvindelig official om det var muligt for ham at få en billet til finalen i Grand Slam-turneringen Australian Open.

Den kvindelige official, der tilsyneladende indeholder en seriøs indre djævel, svarede, at hvis det var muligt for hende at skaffe billetten, måtte fitness- og helsefikserede Patrik Antonius spise fem Big Macs for at fingrene i billetten.

Patrik Antonius accepterede udfordringen, og der blev endda givet hånd på aftalen.

Vi krydser i den grad fingre for, at tv-kameraerne bliver tændt, når der bliver serveret. Især konsumeringen af Big Mac nummer fire og fem er noget, vi godt gad at se.