Alex Millar: – Giver ikke økonomisk mening at prøve at slå Jungleman
Alex Millar er en del af både Team PokerStars Online og det sjak som regelmæssigt battler den ud på nosebleed taksterne hos Full Tilt Poker og PokerStars. Specialet er NL Hold’em, hvor han betragtes som en af de hårdeste modstandere i verden.
Som så mange andre af spillets største chefer startede han ud med at spille lowstakes-spil, men da han opdagede han havde godt styr på spillet, tog det hurtigt fart. I dag spiller han så højt som $400/$800.
Brian Pempus hos CardPlayer Magazine havde chancen for at tale med Alex Millar for nyligt, og her blev den britiske highstakeschef – som online er bedre kendt som “IReadYrSoul” og “Kanu7” bedt om sine tanker om poker som en karrierevej, og om hvem der er de hårdeste modstandere for tiden.
“Poker er hvad du gør det til, tror jeg. Du kan selvfølgelig grinde den ud 9 til 17, fem dage i ugen, hvis du har lyst, men det vil koste dig penge at gøre det, hvis spillene ikke er gode på det tidspunkt. Specielt når du kommer op på højere stakes, er du nødt til at arbejde når spillene kører fremfor at vælge dine egne arbejdstider”, siger Millar som også giver et par gode råd til hvordan man bliver bedre til poker og rykker op i stakes.
“Brug alle de ressourcer som er til rådighed. Poker er for svært nu om dage til at gøre det hele selv. Se videoer fra de bedste pro’er og folk som slår de spil du spiller i eller lige over. Lad vær at acceptere tingene uden at stille spørgsmål, fordi selv hvis de er korrekte, vil du ikke forstå dem og tilføje dem til dit spil ordentligt. Prøv altid at forøge din forståelse for spillet og lad vær at være for stædig til at skifte mening”, siger han og fortsætter:
“Slutteligt, fokuser altid på hvordan du forventer at tjene penge, og hvad der bidrager til det, og tænk over hvordan du kan forbedre din tilgang til hvert aspekt af spillet. Eksempelvis tænker du måske over bet sizing og hvordan du skal size dine bets til din fordel i forskellige situationer. Eller du tænker måske over hvor godt du udnytter dine modstanderes fejl og tænker derefter på måder du kan gøre det endnu bedre”.
Læs også: Her er Alex Millars yndlings pokerøjeblik fra 2013
Da Millar bliver bedt om at pege på nogle af de hårdeste modstandere på nettets højeste takster, peger han ret hurtigt på Daniel Cates, der ligesom Millar selv har NL Hold’em som sit main game.
“Den hårdeste fyr, jeg har spillet heads-up med på det seneste, var Daniel Cates. Jeg prøvede hårdt på at slå ham i nogle sessioner, men han har sandsynligvis stadig en lille edge mod mig. Jeg vil nok prøve mod ham igen på et tidspunkt ikke så langt ude i fremtiden” siger Millar men afslører samtidigt, at han forventer at tjene flere penge ved at spille 6-max cash games eller mod svagere modstandere end “Jungleman”.
“Det giver ikke økonomisk mening at dedikere den tid og indsats som det kræver for at slå Cates, selv hvis jeg kunne vinde”.
Læs også: Alex Millar: – Det er sjovt at Jungleman tilter i chatten
“MalACEsia var faktisk ret god”
Fremfor at bumpe pander med folk som Daniel Cates vil Millar naturligvis hellere plukke mindre dygtige spillere, men på de højeste stakes hvor Millar har hjemme, er der naturligvis lidt længere mellem fiskene. Det sker dog af og til, at en rigmand dukker op og sprøjter lidt penge ind i pokerverdenen, siger han,
“På alle plan i poker kommer pengene hovedsageligt fra hobbyspillere. På de højeste stakes vil disse normalt ikke være specielt dårlige spiller, da de vil være spillere som er gode i en anden variant eller de vil være gode live spillere som ønsker at prøve online. For eksempel er nogle af de gutter som har tabt i online highstakes på det seneste fra Macau, og de er meget muligt vindende spillere i spillene derovre. De spiller online, sandsynligvis på lavere stakes end de spiller live, for at gøre deres spil skarpere og forbedre deres win rates i livespillene”, siger Millar.
Tankerne ledes hurtigt hen på Macau-spilleren med aliaset “MalACEsia” på Full Tilt Poker, som har været en af de helt store bidragsydere på de højeste takster, men iflg. Millar var han slet ikke så ringe endda.
“Han var faktisk ret god, specielt til sidst. Til at starte med var der lidt kamp om pladserne, da alle troede han ville være dårlig, og det var ret svært at få plads i spillene. Men han forbedrede sig meget mens han spillede, og til sidste var der tidspunkter hvor jeg spillede 3-handed med ham og en anden, og der var ikke andre som ville sætte sig”, siger Millar og fortsætter:
“Han tabte en del overall, men jeg vil sige det var en blanding af uheld, at han ikke var ret god da han startede og selvfølgelig også, at han spillede i det hårdeste line-ups der nogensinde har kørt på så høje stakes. Jeg er skuffet over, at de ikke kører mere, fordi det var sjovt at spille i de spil, men det er bestemt ikke, fordi han var en hval som ville blive knust på lavere stakes”.
Læs også: “Isildur1” fik læsterlige NL Holdem klø af Alex Millar
“En del af det jeg laver”
En af Alex Millars største vundne pots nogensinde var mod netop “MalACEsia”, hvor Millar ender med at hive en $343.000 pot i hus med to par. Se hånden her.
Men hvordan har Millar det i maven, når puljerne bliver så store?
“Jeg prøver for det meste at ignorere de penge der er involveret, og at træffe den bedste beslutning jeg kan, men jeg håber bestemt lidt mere på at min beslutning er rigtig, når potten bliver så stor. Jeg er bevidst om, når jeg spiller de højeste stakes, at der er en god chance for, at jeg ikke kan få mere action på samme stakes i et stykke tid bagefter”, siger han og fortsætter:
“Så en stor tabende session eller bare en stor tabt hånd, kan gøre lidt mere ondt, fordi i stedet for at være i stand til at vinde det tilbage ret hurtigt, er der en god chance for at jeg kan have et par gode måneder på mine normale stakes bagefter og stadig ikke have vundet det hele tilbage. Jeg er dog ok med det. Det er en del af det jeg laver, og jeg er efterhånden ret vant til det”, fortæller Alex Millar i interviewet som du kan læse i sin helhed her.