73-årig gamblede livsrullen væk på heste og poker og røvede bank
Med et par sorte boxershorts rundt om ansigtet, spadserede den 73-årige John A. Dougherty i sidste uge ind i en bank i Palm Beach, Florida med et gevær og røvede banken for i omegnen af $2000 inden han stak af i sin Chevrolet SUV.
Han fik dog mere end knitrende pengesedler med sig hjem i sin til formålet medbragte Walmart indkøbspose, for bankpersonalet fik sneget en sporingsenhed ned i posen, og derfor kunne politiet kort tid efter anholde Dougherty.
Iflg. Palm Beach Post tilstod Doughery omgående røveriet overfor politiet, og forklarede at han havde brug for pengene, da han var på overførselsindkomst og havde gamblet sin livsrulle væk på heste og Texas Hold’em.
Inden man måske får ondt af den aldrende gambler med økonomiske kvaler, er det værd at understrege at geværet var ladt med skarp ammunition, og at der var 8 mennesker tilstede i banken, da geværet blev peget rundt i lokalet. Dougherty hævdede dog selv, at han aldrig havde til hensigt at bruge geværet.
Læs også: Vanvittigt: Poker pro afværger to røveriforsøg på få timer
Nu bliver pensionisten sigtet for væbnet røveri og 8 tilfælde af overfald med et dødbringende våben. Kender man det amerikanske retssystem ret – og naturens love i øvrigt – er det formentlig nok til at sende Dougherty bag tremmer i resten af hans liv.