51 årig flippede sig vej til $10.000.000

Mange online pokersites har dem; All In Coinflip-turneringerne, hvor evner og strategi lægges på hylden og alle mand automatisk er all in hver eneste hånd for alle skillingerne, indtil der kun sidder én mand tilbage.

Nu har Massachusetts State Lottery tilsyneladende taget den idé til sig, og valgt at kombinere Texas Hold’em turneringspoker med et lotteri, og i lørdags lykkedes det så for 51 årige Eugene Condon Jr. at flippe sig vej til svimlende $10.000.000 i en “no skills turnering”.

Eventet som blev afviklet online, og derfor ikke involverede live dealers, startede med 560 spillere, som alle havde kvalificeret sig til at deltage. Derefter blev feltet barberet ned til 64, derefter til 12, så til 3 og til sidst sad kun Eugene Condon Jr. tilbage, skriver The Boston Globe.

I turneringen fik alle mand to kort, og derefter blev hele boardet delt med flop, turn og river uden nogle former for action fra spillerne. Den bedste 5-korts pokerhånd vandt, og gik videre til næste runde – ganske som vi kender det.

Blot 4 spillere vandt penge, og præmiestrukturen var en af de mere stejle. Mens vinderen altså fik hele $10.000.000 med sig – en præmie der er større end samtlige WSOP-præmier i historien pånær én – måtte 2. – 4. pladsen nøjes med henholdsvis $1 mio., $50.000 og $10.000.

Iflg. The Boston Globe var dette den første tunering af sin slags i USA, omend formatet altså er kendt i forvejen online.

Artikelfoto: Massachusetts Lottery Twitter