Casper Toft: Jeg har aldrig været så heldig før

Den nordjyske turneringsspecialist Casper Toft hev her til morgen sejren hjem i PartyPokers $200.000 Guaranteed, og sikrede sig dermed en gevinst på en kvart million danske kroner. Umiddelbart var der dog ikke noget, der tydede på, at han skulle ende øverst på sejrsskamlen, da han med 30 mand tilbage ramlede ind i et set up.

”Jeg får kongerne mod esserne, og ryger ned i bunden med 15bb. De 15bb havde jeg så mere eller mindre indtil vi var fire tilbage, da jeg aldrig rigtig fik noget at arbejde med, så fik bare fundet nogle spots til at samle op med. Jeg kom skidt ind et par gange og klonkede for at holde mig i live – vil faktisk mene at jeg ikke kan huske jeg har været så heldig i et endgame nogensinde før. Så det var dejligt.”

Med på finalebordet var også Stefan Raffay og Morten Erlandsen og selvom de sluttede længere nede på resultatlisten, så fik de også noget ud af Tofts sejr.

”Raffay og jeg har en standardaftale om at bytte 10% på finaleborde hver søndag, så han sad selvfølgelig på siden og støttede til det sidste. Og efter jeg tabte med kongerne mod esserne, havde jeg samme stack som Erland i turneringen, og han skyndte sig så lige at få fat i 5%, inden han ikke gad mere 10 minutter senere, haha.”

Skal det fejres?

”Det skal ikke fejres med noget vildt. Jeg har en aftale med Maria (kæresten, red.) om at vi skal ud og spise når jeg laver over $5.000 om søndagen, så det bliver hyggeligt. Det har hun også fortjent, eftersom hun sad fra start til slut og kiggede med, hvilket ikke er normalt – men det virkede.”

Så nu skal hun raile med hver søndag?

”Hvis hun kan garantere en sejr hver søndag bliver hun lænket fast til computeren,” griner Casper Toft.