Nitsche i 888-trøje chopper $10k Bellagio Cup
Mens der på Rio All Suite Hotel & Casino blev spillet ned til de sidste ni, der i november måned skal afgøre hvem der bliver verdensmester i poker 2015, så var der også $10.000 turnering på det velkendte Bellagio. Her blev vinderen – eller vinderne – nemlig fundet ved dette års Bellagio Cup, og det endte noget utraditionelt med en firevejs-deal.
301 spillere har siden turneringens start i fredags været forbi og lægge deres buy-in i skranken, og det betød en præmiepulje på mere end $2,9 millioner. Størstedelen af den tilfaldt amerikanske Sean Winter, der blot få dage forinden havde cashet i netop WSOP main event, hvor han dog måtte tage til takke med en 606. plads til $17.282. På Bellagio var der imidlertid lidt mere kød på resultatet, da han fik hele $562.772 efter dealen.
Dermed lykkedes det også at holde to velkendte pokerstjerner bag sig. Dominik Nitsche spillede sig således til en andeplads i turneringen, der indbragte ham $479.732. Det er ikke mere end et par uger siden, at Nitsche skrev kontrakt med 888Poker, der må siges at have fået god eksponering for pengene. Siden kontraktens indgåelse har Nitsche således sikret sig 6 WSOP-cashes, heriblandt et finalebord i en $5.000 Hold’em-event.
Også Byron Kaverman var med helt fremme, men måtte tage til takke med den tredjestrøste udbetaling til $409.219. Endelig var en shortstacked Nick Petrangelo også en del af dealen. Det indkasserede ham $321.994.