Phil Ivey vil redde renomé på amerikansk TV

Phil Ivey er ikke ligefrem kendt for sine dybdegående interviews, og har på trods af sin mangeårige status som verdens bedste pokerspiller altid holdt pressen en armsvidde fra sit personlige liv.

Men med de mange beskyldninger om snyd på casinoerne, er Phil Ivey nu vendt om på en tallerken, og går nu i offentligheden med sin fortælling om ‘edge-sorting’, og hvordan han vandt millioner og atter millioner fra en række casinoer verden over.

Læs også: London casino: – Sådan snød Phil Ivey for 68 millioner kroner

Når Phil Ivey gør noget, gør han det imidlertid også helhjertet. Således vil han på tirsdag den 7. oktober være hovedperson i et dybdegående indslag på CBS’ nyhedsprogram ’60 Minutes Sport’, hvor han i følge eget udsagn vil redde det renomé, der forsøges tilsmudset gennem den seneste tids retssager.

Der ligger allerede en trailer på CBS’ hjemmeside, og allerede nu tyder det på, at det bliver et af de mest omfattende interviews, Phil Ivey nogensinde har lavet. Se det herunder:

 

Programmet sendes tirsdag den 7. oktober på den amerikanske kanal Showtime klokken 10pm ET, hvilket svarer til klokken 04:00 om natten dansk tid.