‘ElkY’ om liveturneringer: Professionelle burde ikke spille så langsomt

Det er ganske tydeligt, hvis man eksempelvis er fast seer på Pokerstars’ webcast. Flere og flere pokerspillere er begyndt at tage sig tid til hver eneste beslutning ved pokerbordet. Nogle vil gerne være helt sikre på, at de træffer den rigtige beslutning, mens andre vil undgå, at modstanderen kan få fysiske og tidsrelaterede ‘tells’ eller ‘reads’.

Mens det kan være svært at bebrejde en amatør, der for første gang sidder ‘dybt’ i en stor turnering, så er Bertrand ‘ElkY’ Grospellier ikke bange for at tage bladet fra munden, når det gælder de mange professionelle, der også er begyndt at tage sig god tid om mange af deres beslutninger.

“Det er virkeligt ikke godt for pokeren. Nogle spillere bruger simpelthen for lang tid, når det er deres tur. Det er ekstremt irriterende for resten af bordet,” fortæller ‘ElkY’, der selv mener, at han spiller relativt hurtigt.

Franskmanden understreger, at der intet er vejen med at tage sig tid, når man skal træffe en stor beslutning, men mener i stedet, at det er voldsomt irriterende, når spillere skal bruge femten sekunder på at folde deres møghånd, når potten allerede er åbnet eller måske endda 3-bettet. ‘ElkY’ langer dog især ud efter sine professionelle kolleger, da han ikke mener, at man skal pege fingre af de mange amatører, der måske kan være både nervøse og usikre i de store turneringer.

Læs også: Eugene Katchalov: – Jeg tvivler på at Negreanu kan spotte mine tells

“En professionel pokerspiller har fundet sig selv i forskellige ‘spots’ masser af gange, og selvom det som sagt er fint at tage lidt tid en gang imellem, så burde de være i stand til at spille hurtigere. Jeg kan ikke forstå, at det kan være nødvendigt med så lang tid i så mange ‘spots’, forklarer ‘ElkY’, der også mener, at der ligger en fordel i at spille hurtigere.

“Poker er meget sjovere, når du får spillet mange hænder. Det er derfor, vi allesammen elsker at have en stor stack, da den giver os mulighed for at spille mange hænder. Jeg mener også, at det er en ulempe, hvis ens bord spiller færre hænder, end turneringens andre borde,” forklarer ‘ElkY’, der flere gange i karrieren har oplevet spillere, der konsekvent tog deres tid med samtlige beslutninger.

Læs også: Uglen flyver igen: Fem hænder med ‘ElkY’

PNN.dk har lavet et længere interview med det franske pokermonster, som vi bringer ved en senere lejlighed. Her taler franskmanden blandt andet om sit store ‘downswing’ og afslører også, hvor mange procent han egentligt har i sig selv, når han spiller liveturneringer over hele kloden.