Galfond om kæmpetab til Isildur: – Ved ikke om jeg blev udspillet
Phil Galfond røg i sidste weekend ud i et alvorligt svensk stormvejr på Full Tilt Poker, da han stødte ind i Viktor “Isildur1” Blom i en session Heads Up PLO på taksten $300/$600.
Det endte med et smældende nederlag til Galfond, hvor han endte godt $1.4 mio. i hullet.
Læs også: Viktor Blom knuser Galfond i Omaha: – Vinder 7,5 mio. kr. i weekenden
På Phil Galfonds eget træningssite – Runitonce.com – var der efter dysten en del debat omkring opgøret, hvor flere stillede spørgsmålstegn ved, om Galfond nu også kunne kapere nederlag i den størrelsesorden, og nu tager Galfond så selv bladet fra munden i debatten.
“Hej allesammen, tak for jeres opbakning. Det var tydeligvis ikke en af mine bedste dage ved bordet”, starter han ud i sit indlæg på runitonce-forummet, før han kaster sig ud i en dybere analyse af sessionen.
“Viktor og Sauce (Ben Sulsky, red.) er de to hårdeste modstandere, jeg nogensinde har spillet i HU PLO. At tabe 15 buy-ins til en ekspert, er ikke noget at være flov over. Blev jeg udspillet? For at være ærlig, så ved jeg det ikke”, skriver han og fortsætter:
“Det er første gang, jeg har fået HU nosebleed PLO action i meget lang tid (over et år, tror jeg… og faktisk var den session jeg tænker på mod Viktor på $300/$600, og jeg vandt lidt mere, end jeg tabte til ham den anden aften).”
“15 buy-ins er ikke meget, specielt med obligatoriske 3x mod nogen så aggressiv som Viktor. Selv i mit A-game, tror jeg ikke min edge mod ham er stor, hvis den overhovedet eksisterer. Jeg var selvsikker før denne session, da jeg vinder oftere, end jeg taber mod ham, men siden denne ene session ændrede det, betyder det, at jeg nok var en smule for resultatorienteret med den selvtillid”, skriver han også.
Galfond siger også, at han havde spillet et stykke tid i forbindelse med dysten mod Blom, og han anser det for muligt, at han afveg fra sit A-game, efterhånden som spillet skred frem.
“Det er ret normalt, når man taber i en HU kamp i ethvert spil. Når det er sagt, så har jeg haft sessions, hvor jeg har set tilbage og sagt: ‘Wow, Phil – du spillede virkeligt dårligt’ og dette var ikke en af de sessions”, skriver Galfond, som også slår fast at det ikke var en session, han føler han spillede overdrevent godt heller.
“Der er også sådan nogle sessions, hvor du føler at du føler dig hævet over spillet. Hvor du vidste hver eneste gang, hvad din modstander ville gøre, før han gjorde det. Dette var heller ikke en af de sessions”.
“Jeg må i gang med noget sjæle søgning”
Phil Galfond er iflg. eget udsagn ikke rystet over at tabe de mange penge, men han mener dog, at han nu skal i gang med at kigge indad.
“Jeg er blevet vant til swings efter at have gjort dette i flere år, men jeg lænede mig tilbage i går og tænkte: ‘Hvad er mit mål’? Sandheden er, at jeg elsker at konkurrere i de største spil og mod hvem som helst. Jeg elsker at bevise overfor mig selv, at jeg kan gøre det, og jeg elsker at vinde de store beløb som kan følge med”, skriver han og fortsætter:
“Jeg synes ikke at have nogen fornuftig logisk grund til at spille højere end jeg burde gøre – i hvert fald ikke nogen, som jeg ikke indser, at jeg skaber ud af tynd luft for at støtte min sag. Når jeg siger spille højere end jeg “burde”, så mener jeg flere ting: For det første, de fleste bankroll regler vil klart kræve, at jeg ikke gør det. For det andet, risk-reward scenariet er massivt skævt. At vinde et stort beløb vil ikke være life-changing for mig, men at tabe et stort beløb ville. Jeg er nødt til at lave lidt sjæle søgning, fordi såvidt jeg kan se, er hvad jeg vil og hvad der er godt for mig, forskellige ting”, skriver han, inden han slutter af med at slå fast, at han er helt ok.
“Men, som andre har sagt – jeg lover, at jeg har det helt fint. Mit liv er fantastisk og jeg er en glad fyr. Jeg sætter virkelig pris på støtten, og at mange af jer følte på mine vegne efter den kamp, men I skal ikke bekymre jer om mig eller have ondt af mig. Måske kan I fortælle fem af jeres venner, at de skal signe op hos RunItOnce, så jeg kan begynde at tjene nogle gode penge og finansiere mine gambling vaner”, slutter han af med et smil.
Phil Galfonds indlæg i forumtråden på RunItOnce.com udvikler sig iflg. forfatteren selv, til at blive lidt for langt og tage form som en blogpost fremfor et forumindlæg, men det er nu engang fortræffelig læsning.
Læs hele tråden og Galfonds svar her.
Phil Galfond havde overskud til at joke på Twitter omkring det massive $1.4 mio. tab til Viktor Blom i weekenden. Her spurgte han “på vegne af en ven”, hvordan man hurtigt kunne få $1.4 mio. tilbage. Lance Bradley mente, at den hurtigste måde var at “finde Gus”.