22-årig mand får latterligt navn efter tabt prop bet

Når man taler om New Zealand tænker mange på de smukke landskaber som dannede rammerne om storslåede scener i Ringenes Herre filmene eller måske på den fordrukne slagsbror Jake “The Muss” Heke fra kultfilmen Once Were Warriors fra 1994.

Det kan også være tankerne ledes over på det New Zealandske rugbylandshold All Blacks, som starter hver kamp med deres karakteristiske Haka opvisning (se billedet).

Men fremover vil pokerfans måske særligt have New Zealand i tankerne, når samtalen drejer sig om sjove home games og tossede prop bets.

En uheldig 22-årig pokerspiller fra New Zealand fandt nemlig for nyligt ud af, at det kan være en dyr fornøjelse at indgå prop bets i beruset tilstand, og det vil han formentlig gerne skrive under på… eller vil han?

Hvis han skal skrive under på det, kommer det formentlig til at tage nogle minutter, da han nu lystrer det mildest talt alternative navn Full Metal Havok More Sexy N Intelligent Than Spock And All The Superheroes Combined With Frostnova – eller initialerne FMHMSNITSAATSCWF.

Angiveligt skulle Hr. Frostnova have tabt retten til sit rigtige navn i forbindelse med et prop bet under et home game for fem år siden, hvor spillerne havde fået rigeligt at drikke.

Læs også: Jason Somerville vinder freeroll og vanvittigt prop bet med Esfandiari

“Han har lige fundet ud af, at det rent faktisk blev accepteret i sidste uge, hvor hans pas udløb. Han skal vente tre år før han kan ændre det”, skrev en af hans såkaldte venner efterfølgende på et online body builder forum, hvorefter historien har spredt sig som ringe i vandet.

Det nye navn overholder lige nøjagtigt New Zealands love på området, som kræver at et navn er på maksimalt 100 bogstaver. Hr. Frostnovas navn er på præcist 99 bogstaver. Dog er det stadig overraskende at navnet blev godkendt, da lovgivningen også siger, at et navn ikke må være “urimeligt langt”.

Men godkendt blev det, og Frostnova skal nu også have nyt kørekort og ændre sit navn på adskillige officielle dokumenter.

Det vides ikke hvad prop bettet præcist gik ud på, eller hvor mange penge der blev spillet om i home gamet, men man må håbe for Hr. Frostnova, at han tjente en god skilling den aften.

Læs også: Her er Theo Jørgensens sjoveste prop bets