Agerskov tog sølvmedaljen på Party Poker – Wrang klar til EPT Wien
Rasmus Agerskov tog sig her til morgen kærligt at Party Pokers $500-dyre Highroller, der har en garanteret præmiepulje på $100.000. 201 deltagere betød, at der minsandten også var et lille ‘overlay’ på $5.000 at spille om.
Rasmus ‘RasA’ Agerskov måtte dog nøjes med medaljen af næsthøjeste karat, da han blev henvist til andenpladsen. Den udløste dog fornemme $11.700, og vi kan dermed antage, at Agerskov igen har haft en dejlig søndag nat med et fornuftigt plus til følge. Desværre vokser træerne jo som bekendt ikke ind i himlen – heller ikke for en Danmarksmester.
Læs også: Blanner tog flot søndagssejr på halvkedelig danskerdag
Agerskov måtte således tage til takke med en placering som ‘bubbleboy’ i søndagens kvalifikationsturnering til EPT Wien, hvor han blev en ærgerlig nummer syv, mens de seks første kunne glæde sig over at have vundet et EPT-sæde til en værdi af €6.000. Agerskov kunne dog trøste sig med, at 7. pladsen gav €1.050 til tegnedrengen.
Blandt de seks første er der dog glædeligt dansk nyt, da en vis herre ved navn Jannick Wrang nu med sikkerhed stiller til start i Wien. ‘EDWARDHOPPER’ cruisede sig ind blandt de seks første og vandt altså et sæde til den EPT-turnering, som eksempelvis Mickey Petersen allerede har kvalificeret sig til. ‘Kvallen’, som altså både Agerskov og Wrang gik dybt i, havde et buy-in på €215 med mulighed for et enkelt re-entry. EPT Wien spilles i slutningen af marts.