Anders Jensen coachede WPT-vinder i poker
Anders “Pokereksperten” Jensen er kendt i det danske pokermiljø som en topskrap cash game-specialist, som uhyre sjældent har en tabende måned ved bordene. Og så har vi vist ikke sagt for meget.
Der er ingen tvivl om, at Anders Jensen er en yderst kompetent modstander ved et pokerbord, og det beviste han blandt andet for nogle måneder siden, hvor han deltog i DR2s TemaUge om gambling. Her skulle han som et led i et eksperiment få 3000 kr. til at yngle ved at spille poker på Danske Spil Poker.
Efter 74.000 lowstakes hænder, kunne Anders fremvise et overskud på 15.000 kr. Ikke dårligt for en uges arbejde på nogle af nettets billigere takster.
Men hvis du troede, at Anders holder kortene tæt til kroppen og ikke vil dele ud af sine guldkorn, tog du fejl. Han tilbyder nemlig også pokercoaching, hvis nogen skulle have lyst til at lære lidt fra manden med den imponerende bb/100.
En WPT-vinder kiggede forbi…
En af dem som synes det lød som en god idé at ryge på skolebænken hjemme hos Pokereksperten er Torben Hasseriis, den nybagte WPT Vejle vinder – i backgammon vel at mærke.
Under WPT Vejle blev der nemlig afviklet tre backgammonturneringer, og her var det Torben Hasseriis som stak af med sejren i den dyreste af dem.
Han vil nu gerne forbedre sit pokerspil, og allierede sig i den forbindelse med Anders Jensen, som sælger privat pokercoaching for $200 i timen – eller 10 timer for $1500.
De penge kan hurtigt blive tjent hjem igen, hvis man ellers er en dygtig og flittig student, og det er Torben Hasseriis efter alt at dømme på Anders Jensens nye blogpost på AndersPoker.dk.
“Jeg startede med at filtrere alle de største pots, som Torben havde vundet og gennemgå dem. Mange af dem var standardhænder, som spillede sig selv, men der var også andre, som vi kunne analysere og snakke om for at ende med en mere optimal linie næste gang, situationen opstår. Efter en pause ovenpå første lektion var vi klar til anden lektion, hvor vi egentlig blot gentog, men denne gang var turen kommet til de største pots, Torben havde tabt”, skriver Anders Jensen og giver sine læsere et indblik i hvordan en formiddag med coaching tager sig ud i privaten hos Pokereksperten.
“Endnu en pause og tredie halvleg bestod af en livesession, hvor Torben spillede og jeg kommenterede og dernæst spillede jeg og vi snakkede om hænderne imens. Til sidst var der ikke mere plads til information i Torbens hovede. Den stakkels mand var blevet bombarderet med pokerteori i 3 stive timer”, fortæller Anders om coachingforløbet.
Ifølge Anders var det også sjovt, at se hvordan Torbens viden om backgammon i flere situationer gik fint i spænd med pokerspillet:
“Sjovt var det at se, at hans backgammonvinkel gav nogle interessante (og meget brugbare) indgangsvinkler til spillet. Bl.a. equity-begrebet lå ham helt naturligt”, skriver Anders på bloggen og fortæller at der nu skal gå et stykke tid inden næste coachingsession.
I mellemtiden skal Torben spille en masse poker på egen hånd, og forsøge at implementere de ting eleven og læremesteren har talt om, hvorefter de to sætter sig sammen igen til mere coaching.
Hvis du kunne tænke dig at indgå i et coachingforløb med Anders Jensen, kan du finde mere information på Anders’ hjemmeside her.
Du kan også få lidt fornyet pokerviden ved at gå på opdagelse i PokerNets videosektion, hvor der ligger op mod 500 gratis pokervideoer, som måske kan være med til at flytte dit spil den rigtige retning.