Slut på Dag 1a: Dan ‘deagledan’ Larsen fører an på Munkebjerg

Der var profiler og kendte ansigter her, dér og alle vegne, da Casino Munkebjerg kl. 16.00 fredag eftermiddag lukkede dørene op for årets udgave af Danske Spil WPT National Vejle. I alt 127 spillere mødte op til Dag 1a, og sammen generede de altså en pæn del af de 300 spillere i samlet deltagerantal, som arrangørerne har sat som det store succeskriterie.

Det blev en særdeles hyggelig dag på Munkebjerg, hvor mange tydeligvis kendte hinanden, og derfor gik snakken da også lystigt mellem bordene, hvor mange også var et smut på gulvet for at lure lidt på de nærmeste borde, når de ikke selv lige havde kort på hånden. Et godt stykke over halvdelen af dagens startfelt er gået videre til Dag 2 – helt præcist 75 spillere stod den officielle infoskærm og tikkede på, da Dag 1a var færdigspillet.

Læs også: KP kom, så og bluffede: Jeg er på abetilt

Et væld af stærke spillere har skrabet en pæn portion chips til sig, men bedst ser det ud for topskrappe Dan ‘deagledan’ Larsen, der har skrabet imponerende 128.000 sammen i løbet af de syv levels af en times varighed, som Dag 1a spandt over. 128.000 er over fem gange startstack og turneringsstrukturen taget i betragtning er det ganske imponerende.

Dan var involveret i flere store pots i løbet af dagen og nåede eksemelvis at sætte et par tunge bets ind mod danmarksmester Rasmus Agerskov, der ikke kom ud på den rigtige side i de puljer. Danmarksmesteren er dog videre med en ret beskeden stack. ‘Deagledan’ er derimod klart bedste bud på en chipleader ved WPT Vejle, mens vi venter på de officielle counts fra World Poker Tour.

Læs også: Ravnsbæk ævler løs og tilter Martin B.: Hold kæft, et nit-check

Også stærke navne som f.eks. Johnny Østbjerg, Stefan Raffay, Martin Sjelle og Allan Bække tager solide stacks med til Dag 2. Sidstnævnte var involveret i en stor pot i dagens tredjesidste hånd, hvor han var oppe imod et floppet set. Bække fangede dog en straight på river, så da modstanderen stak ud, havde Bække naturligvis et raise klart, som da også blev betalt.

I morgen forventes et lignende antal deltagere, og de fleste af de professionelle spillere, som i dag ikke klarede ‘cuttet’, skal man nok ikke kigge langt efter i morgen, hvor der igen vil være mulighed for at købe sig ind. Dag 1b skydes i gang kl. 14.00 på Casino Munkebjerg i Vejle.

Læs også: Revisoren kom for sent: Det er en skandale