Liv Boeree lige ved og næsten i to gange TCOOP
Det er næsten ærgerligt, at lige netop Liv Boeree skal spilde sin tid på at sidde og spille onlinepoker, når hun i stedet kunne være ude og med sin blotte tilstedeværelse begejstre nogle mandlige live-spillere. I går var hun dog på plads foran computeren, og det var lige ved og næsten, at den engelske pokerskønhed nåede finaleborde i fredagens to store TCOOP-events.
Turbo Championship Of Online Poker suser derudaf for tiden, hvor tusindvis af glade pokerspillere søger skrub i deres skub i de hurtige turbo-turneringer. I går var Liv Boeree altså én af dem, og det gav to fornemme placeringer, der rent præmie-mæssigt nok ikke vender op og ned på hendes liv, men som dog fortjener at blive nævnt.
Læs også: Nyt fra Theo: Tvunget til at spille ‘craps’ på Bahamas
Både i Event #10 og i Event #11 var Boeree med helt fremme, men i begge tilfælde var det slut kort inden slutspillet tog sin begyndelse. I Event #10, som var en $11 Rebuy-turnering, blev det til en fin 20. plads, der kastede $977 af sig. 12.347 spillere deltog i turneringen, og sammen genererede de en præmiepulje på $514.000, da der samlet set blev foretaget næsten 40.000 rebuys og addons.
I Event #11 var Liv Boeree igen med fremme. Her skulle der spilles $215 Turbo Heads Up, og 1657 mand havde valgt at deltage i morskaben. Boeree kæmpede sig igennem det, der må have været de første syv Heads Up-dyster, før hun måtte strække våben og tage til takke med en 11. plads. Den kastede $2.983 over på det engelske makeup-budget, så alt andet lige en godkendt fredag for Liv Boeree.
Også en væld af danskere stillede til start i både Event #10 og #11. I sidstnævnte havde vi en hel flok i pengene, hvor bedste mand blev ‘Djelly’ på en 16. plads, mens også stærke spillere som Mickey ‘mement_mori’ Petersen og Morten ‘Skipper-dawn’ Lihn klemte sig i pengene.