Dwan afviser: Jeg har ikke vundet $25 mio.

Det lød næsten for godt til at være sandt og var det måske også. Der er ingen tvivl om, at når det helt store spil kører i Macau, så kan man både vinde og tabe millioner af dollars, men $25 af de helt lange er altså – selv i det spil – en næsten urealistisk session. Et rygte løb i går som en steppebrand gennem pokerverdenen, da det blev fortalt, at Tom ‘Durrrr’ Dwan angiveligt skulle have vundet $25 millioner på en enkelt session i Macau. Næsten alle medier behandlede det som et rygte, og det var der tilsyneladende god grund til.

Læs også: Rygte: Tom Dwan vandt 137 mio. kr på én aften i Macau

I hvert fald er hovedpersonen selv ude at dementere i dag, hvor han på sin twitter, i oversat tilstand, skriver:

“Ja, da den usande Macau-historie blev bragt for 36 timer siden, var jeg tabende for min Macau-tur og havde helt sikkert ikke vundet $25 millioner i én sesion”, skriver Dwan på twitter.

Du kan her se den originale besked:

Dwan dementi

Dwans tweet kan man tolke på til ukendelighed, da han f.eks. ikke afviser at have tabt $7 mio. på en enkelt session, men jo samtidig heller ikke nægter, at han muligvis har haft en yderst indbringende session på en senere dag. Der er sjældent røg uden flammer, men hvad der egentligt er sandheden, er på nuværende tidpunkt umuligt at sige noget om.

Dog kan vi som krølle på halen fortælle, at sidst vi her på PNN.dk fik en update fra en dansker i Macau, sad Tom Dwan og spillede 1.000HK$/2.000HK$, hvilket svarer til omkring 700/1.400 i danske kroner. Ved samme lejlighed var Sam Trickett helt nede og spille 100HK$/200HK$. Det er med andre ord langt fra altid, at det kæmpemæssige spil med de mange kinesiske forretningsmænd er kørende.