PCA: McDonald på toppen, fulderikken med endnu
Det blev en begivenhedsrig Dag 4 ved Pokerstars Caribbean Adventure, hvor der i Main Event blev spillet ned til 20 spillere i går. Spillerne faldt som fluer på det første level, og flere af favoritterne kom skidt fra start.
Især Vanessa Selbst faldt flere gange af i store pots, og efter at hun – med egne ord – havde lavet først et ‘herocall’ og derefter kom ud i et større setup, så var hendes Dag 4 startstack på 911.000 pludseligt decimeret til en tredjedel. Den start kom hun sig aldrig over og sluttede på en 42. plads. Feltets anden kvindelige fanfavorit Liv Boeree fik hurtigt 4-doblet sine beskedne 15 big blinds, men røg kort efter ud, da hun ikke kunne holde hjem med sine to damer mod modstanderens AK, efter at de to havde været all-in preflop.
Dag 4’s mand i skysovs var i stedet Mike ‘Timex’ McDonald. Den tidligere EPT-vinder var her, der og alle vegne, da han både spillede utallige pots og samtidig også havde heldet på sin side, når det var nødvendigt. På et tidspunkt blev det eksempelvis kommenteret, at Mike McDonald havde vundet fem ‘ræs’ i træk, hvilket trods alt kræver lidt skrub i posen. McDonald skød sig hurtigt op blandt chipleaderne, og dér blev han. Den skrappe canadier er uden tvivl den tilbageværende spiller, der har fejret de største triumfer på live-fronten, og når Dag 5 tager sin begyndelse, sidder McDonald med feltets næststørste stack. Dermed kan han også blive den første spiller i historien der vinder to EPT-titler, da han allerede har én på kaminhylden, som han vandt ved EPT Dortmund tilbage i 08′. Siden da er det blevet til yderligere to finaleborde og et hav af dybe ‘runs’.
Læs også: McDonald diskuter sit call med én big blind
McDonald ville formentlig have været chipleader, hvis det ikke havde været for en herre ved navn Roger Teska, der i Dag 4’s tredjesidste hånd spillede en stor 4-bettet pot mod Madis Muur, som endte med at tage turneringens chiplead taket være den hånd. Roger Teska har under PCA’en været den type, som man elsker at hade. Han er ekstremt farverig, benytter sig af et lidt grovkornet sprog og så hælder han Bloody Marys ned i et tempo, så der skal mere end en enkelt tomatplantage til at holde ham forsynet.
Amerikaneren startede Dag 4 på railen, da han havde fået en straf for at ‘opføre sig upassende’, men da han først var med forløb resten af dagen uden yderligere problemer med EPTs regelsæt. Teska er som sagt ret farverig, og vi er her på sitet ikke bange for at hylde den lidt alternative stil i en tid, hvor rigtigt mange live-turneringer er præget af folk, der spiller tålmodigt, lidt langsomt og sidder lige så stille som Tordenskjold.
Teska er stadig med i turneringen. Måske fordi han, efter at have tabt den store pot i dagens tredjesidste hånd, ganske enkelt rejste sig op, bad nogen om at putte hans chips i en pose og gik sin vej. Ikke en fremgangsmåde, der ligefrem er hverdagskost dybt i store turneringer, hvor de fleste spillere naturligvis spiller dagen til ende. Teska er klar til Dag 5, og det skal såmænd nok blive underholdende.
Der er 20 mand tilbage ved årets PCA, og de er:
- Madis Muur – 3.515.000
- Mike McDonald – 3.432.000
- Antoine Saout – 2.432.000
- Pascal Lefrancois – 2.401.000
- Max Silver – 2.359.000
- Shyam Srinivasan – 2.129.000
- Fabian Ortiz – 2.000.000
- Isaac Baron – 1.556.000
- Daniel Alcazar – 1.494.000
- Dominik Panka – 1.474.000
- Thomas Hall – 1.241.000
- Jorgen Sandvoll Lindebo – 1.097.000
- Allon Allison – 1.000.000
- Pal Zsibrita – 907.000
- Adrian Bussman – 898.000
- Roger Teska – 874.000
- Grayson Ramage – 571.000
- Kyle Sorel – 528.000
- Robert Auer – 522.000
- Fabio Freitas – 231.000