Lasse Frost på boblen i stort PCA Sideevent

Flyet fra Kastrup har i år ikke været proppet med pokerglade danskere, der skulle et smut til Bahamas for at spille et par millioner hjem til samlingen. En lille dansk flok er dog at finde på ferieøen til årets PCA, og én af dem er danske Lasse Frost, der skal forsøge at følge op på sit fornemme 2013, hvor det blev til flere store cashes.

Lasse er ikke længere med i Main Event, men så er det jo godt, at der er så meget andet at give sig til ved PCA’en, hvor programmet som altid er proppet med sideturneringer. Et af de større krydser i programmet har mange sikkert sat ud for NLH $5.000 8-handed, som i går trak hele 162 deltagere. En af dem var Lasse Frost, der også er med, når turneringens Dag 2 skydes i gang kl. 18.00 i aften.

Læs også: Theos mest mindeværdige prop bet: – Jeg skulle løbe om kap med en pingvin

24 spillere er stadig med i turneringen, og da der er knitrende sedler til de 23 bedste, skal der ikke den store matematiker til at regne ud, at spillerne starter Dag 2 med det både frygtede og elskede bobbel-spil. Informationerne omkring det store sideevent er det desværre ret begrænsede, men sikkert er det dog, at den samlede præmiepulje er på imponerende $785.700 – af dem skal vinderen have  $182.640.

Én af de ganske få tilgængelige updates er fra Lasse selv, der på sin facebook skriver:

“Videre til dag 2 i 5 k sidetour… 24 left, av 103k, jeg har 125 i stakken.. 182 k$ på toppen!!”

Et væld af stærke spillere er tilsyneladende troppet op til turneringen, men hvem der er videre, og hvem der er ude, melder historien desværre ikke noget om. Til gengæld kan vi fortælle, at turneringen vil blive sendt direkte på livestream senere i dag, hvor der vil blive skiftet over til $5k-turneringen, når der er pause i Main Event.

Du finder livestreamet her: PCA Livestream