Ti danskere videre ved Unibet Open – Frost på toppen
Unibet Open har ramt den lettiske hovedstad, Riga, hvor Dag 1a og Dag 1b er færdigspillet. Vores stolte pokernation har haft adskillige spillere i aktion, og flere af dem er klar til at sætte jagten ind på nogle skillinger, når Dag 2 tager sin begyndelse. I alt 208 spillere er stillet til start ved Unibet Open i Riga. 97 startende deltagere blev til 47 på Dag 1a, mens 111 spillere blev barberet ned til 45 på Dag 1b. Der er 218.000 lettiske lat i præmipuljen, som man bare skal gange med 10 for at få tallet i danske kroner. Der er 52.800 lat til vinderen af Unibet Open Riga.
Fra Dag 1b er fem danskere ud af de ni startende stadig i live. De er:
- Lasse Frost – 86.800
- Johnny Østbjerg – 39.000
- Kurt Henrik Rune – 35.700
- Jens Hansen – 33.300
- Anders Kjellerup – 17.400
Bedst er det altså gået topskrappe Lasse Frost, der har skrabet Dag 1b’s femtestørste stack sammen.
Også på Dag 1a havde vi danskere i aktion. Også her formåede fem mand at klare sig videre.
- Daniel Koninger – 43.100
- Brian Amstrup Sørensen – 36.400
- Ronnie Espensen – 32.000
- Kenneth Heinsvig – 23.000
- Nicolas Storm – 22.100
92 mand resterer altså i kampen om trofæet. Dag 2 skydes i gang kl. 13.00 dansk tid, hvor vi på modstandernes vegne inderligt håber, at Lasse Frost har fået sin kuffert til Riga. På sin Facebook skriver han:
“Videre med ca 87 k, av 48 ved Unibet Open Riga, efter vandvittig hård dag!! Håber, kufferten når frem imorgen, da det ikke bliver ved med at være sjovt at være i min t-shirt!!”
Uanset om Frost får skaffet sig nogle nye klude eller ej (Sælger de ikke t-shirts i Letland, Lasse?), ønsker vi både ham og resten af danskerdelegationen held og lykke på Dag 2.