WPT National Brussels henter dansk tournament director

Arrangørerne af WPT National Brussels stod pludselig i lidt af en kattepine, da man manglede en dygtig tournament director til at afvikle turneringerne i forbindelse med WPT’en på Grand Casino Brussels Viage fra d. 6 – 9 december.

Og hvad gør man så? Man ringer da til Benny Bredgaard fra Casino Munkebjerg i Vejle og henter ham til Belgien. Vi håber dog ikke, han er taget hele vejen til Belgien på en segway som på billedet, hvor Bredgaard på slap line boltrer sig på de grønne områder omkring Casino Munkebjerg.

Benny Bredgaard har i de seneste par år formået at skabe stor respekt omkring pokerturneringerne på Casino Munkebjerg, som altid afvikles under stor professionalisme og høster massive roser fra de tusinder af spillere som lægger vejen forbi Munkebjerg i løbet af året.

Blandt andet har Bredgaard haft stor succes med at afvikle WPT National Vejle – som da også vender tilbage til Munkebjerg til februar – og har ligeledes allerede skabt pokertraditioner omkring Munkebjergs Four Seasons turneringer, som afvikles fire gange årligt; Winter Tour, Spring Tour, Summer Tour og Fall Tour.

Det må anses som positivt for dansk livepoker, at en tournament director fra et dansk casino nu hentes ind til at lede turneringer i udlandet. Det er et forsigtigt fingerpeg om, at særligt Benny Bredgaard og hans kolleger på Casino Munkebjerg har fat i noget af det rigtige, når de inviterer danske pokerspillere indenfor til turneringer i de idylliske omgivelser uden for Vejle.

Læs også: Kasinoer er godt sikret mod snydekort

Benny_Bredgaard

Benny Bredgaard på hjemmebanen Casino Munkebjerg i Vejle (Foto: Casino Munkebjerg)