Vanvittigt: Poker pro afværger to røveriforsøg indenfor få timer

En professional gambler, stakkevis af cash, intens biljagt, falske undercover betjente, pistoler og rullefald fra bil i høj hastighed – denne historie kan der laves film om.

Det kan være farligt at rejse rundt med mange kontanter på sig. Det kan poker pro’en Eric Riley skrive under på.

The New York Post kørte forleden en vanvittig historie om den professionelle pokerspiller, som havde afværget – ikke ét – men to røveriforsøg på samme dag.

32-årige Eric Riley havde været i Atlantic City for at gamble, og havde derfor $100.000 på sig, da han var på vej til sit fly i Kennedy Airport.

Læs også: Duhamels ekskæreste i fængsel i 3 1/2 år for røveri

Men personen han kørte med til lufthavnen havde tilsyneladende fået nys om Rileys tykke lommer, og da Riley var ved at tage sine tasker ud af bagagerummet, hamrede chaufføren speederen i bund og stak af med tasken med de mange penge.

I et desperat forsøg på at få sine $100.000 tilbage gik der ren Hollywood i den. Riley standsede hurtigt en anden taxa, stak chaufføren $400 og råbte “Follow that car”.

Taxaen indhentede hurtigt den anden bil som måtte holde for rødt lys, og her kunne Riley snuppe tasken med pengene fra bagagerummet som stadig stod åben.

Efter balladen var overstået dukkede en tredje bil op med to mænd, der introducerede sig som civilbetjente. Den historie købte Riley og steg ind i deres bil.

De to “civilbetjente” forsøgte her at røve Riley ved at rette en pistol imod ham, men Riley ville ikke slippe skillingerne så let. I stedet besluttede han at åbne døren på den kørende bil og springe ud midt på motorvejen.

Han fik sig nogle mindre knubs da han rullede rundt på kørebanen, men var i stand til at fange endnu en taxa og derefter sætte kursen mod en politistation, hvor han meldte den vanvittige historie til nogle rigtige betjente.

Læs også: Royal Casino i Aarhus udsat for væbnet røveri

Politiet undersøger stadig sagen.