Skandalen om de mærkede kort: – De kaldte med dame høj

PNN.dk kunne i tirsdags fortælle, at der i en dansk undergrundsklub på professionel vis var blevet brugt kort mærket med UV-følsomt blæk, som kun kunne ses med til formålet specieldesignede solbriller eller kontaktlinser.

Læs også: Chok – Mærkede kort fundet i dansk pokerklub!

I den forbindelse er det på sin plads at komme med en rettelse. PNN.dk har nu snakket med den spiller som havde indleveret snydekortene, og han kunne fortælle, at spillet fandt sted i et privat homegame. Han ønsker ikke at få sit navn ud i offentligheden og han ønsker heller ikke at svare specifikt på, hvor spillet har fundet sted, ligesom han heller ikke ønsker at sætte navne på bedragerne. Vi kan dog afsløre, at det omtalte homegame fandt sted i Viborg.

“Jeg tror det har stået på igennem et stykke tid. Jeg må indrømme, at jeg de første par gange ikke fattede mistanke til noget som helst, selvom der var nogle mærkelige calls med for eksempel dame høj. De virkede jo bare til at være fisk, og når de lavede sådan noget, så var man jo rimelig ivrig for at spille imod dem igen.”

“Alarmklokkerne burde naturligvis have ringet noget før. For eksempel, da jeg engang mødte op med solbriller, og de allesammen gerne lige ville prøve dem, inden vi gik i gang med at spille.”

Bedrageriet blev først opdaget, da en anden spiller blev inviteret med ind i pokersjakket, og kunne fortælle, at han tidligere var blevet snydt med samme type kort tidligere. Derfor nappede PNN.dk’s kilde et par af de anvendte kort, og indleverede dem til Pokershop.dk, som kunne dokumentere snyderiet ved hjælp af en simpel UV-lampe.

“Jeg har vel tabte omkring 7.000 kroner i det homegame, men der er andre, som har tabt meget mere. Jeg har opgivet at få fat i pengene, da det ikke står klar præcist, hvem der har stået for snyderiet.”