Bønding skal gennemføre en ironman
Den i London-bosatte turneringsspecialist, Lars Bønding, har kastet sig hovedkulds ud i et væddemål, som kommer til at koste i hvert fald blod, sved og måske også tårer.
Bønding – som vi vist ikke fornærmer ved at sige er mere rund en skarpskåren – skal inden for et år gennemføre en Ironman i en tid på under 17 timer.
“Skøre ting finder sted ved bryllupper,” indleder Lars Bønding en update på sin facebook-profil, inden han fortæller, at han til sin gode ven Mads Andersens bryllup – hvor 50% af gæsterne var gamblere – indgik et væddemål, der kræver, at han gennemfører en komplet Ironman, inden 1. september 2014.
“Training has begun,” tilføjer han.
Og mens Lars Bønding sikkert netop nu er ude og løbe, cykle eller svømme, så kan Theo Jørgensen, som var én af de gamblere, der bettede mod Bønding, så sidde derhjemme og svede ved tanken om, at han muligvis taber en ordentlig tot penge.
Bønding får nemlig pengene 10 gange igen, hvis han gennemfører den planlagte Ironman, og uden at nævne beløb, så kan vi godt afsløre, at det ikke kun er en 500-mand, de involverede parter har ude imod hinanden. Tværtimod skal han vist vinde en Sunday Million eller to for at hive en gevinst i samme størrelsesorden hjem.
“Til at starte med var jeg meget tilfreds med bettet, men når tosserne så begyndte at stive den, så guleroden Bønding havde foran sig blev større og større steg bekymringen. Man skal aldrig føle sig godt inde når en jyde har en gigantisk gulerod hængende ude foran mulen,” fortæller Theo væddemålet, der som sagt blev indgået midt i bryllup-festivitas.
Vi arbejder på, at få en kommentar fra hovedpersonen selv.