Macao-rigmand i monster comeback, Gus Hansen med ny hit-and-run session

I går kunne vi beskrive, hvordan rigmanden fra Macao – “MalACEsia” – havde smidt hvad der svarer til 5,1 mio. kr. på bare 402 hænder. Det var i særlig grad Niklas “ragen70” Heinecker, som havde fået del i de penge, da han rensede af for mere end $800.000 i sin session.

I dag er rollerne så vendt, og “MalACEsia” har brugt de sidste 24 timer på at knuse alt og alle på NL Holdem $400/$800 bordene hos Full Tilt, og med et samlet overskud på $829.071 fik han revanche for det store tab forleden.

Særligt “ragen70” og “HelicopterBen92” måtte lægge ryg til, da rigmanden fra Macao rundhåndet delte prygl ud, og “ragen70” sendte således $441.000 af gårsdagens overskud tilbage til Macao. “HelicopterBen82” kunne nøjes med “kun” at smide $340.000 den samme vej.

Også Viktor “Isildur1” Blom havde en powersession i går, hvor det primært var tyske “Sanlker” som stod for skud. De to klaskede sammen på NL Holdem $500/$1000 bordene, og her blev det til et samlet overskud for Blom på ca. $441.000. Blom tog også små $27.000 senere i sin session på 27 TD bordene, og sluttede dagen i ca. $468.000.

highstakes_winners_23082013

 

Gus Hansen med nyt hit-and-run

Ben “Bttech86” Tollerene var ude med riven efter Gus Hansen tidligere på ugen, efter Gus havde lavet et lille hit-and-run på Tollerene. “Du opfører dig som en idiot”, lød svadaen fra Tollerene, og siden da har Gus Hansen ikke vist sig på Full Tilts borde – indtil i går. Her var Gus nemlig tilbage med en superkort hit-and-run session, som varede blot 39 hænder.

Læs også: Tollerene langer ud efter Gus: – Du opfører dig som en idiot

Gus spillede 27 TD på taksten $1500/$3000 og denne session varede blot 23 minutter iflg. highstakesdb.com. Derefter smuttede Gus med et overskud på $28.494.

De korte sessions ser ud til at virke for Gus, og vi kipper selvfølgelig med klaphat og Dannebrog her på redaktionen, når Gus hiver dollars hjem på nettet, men det kommer til at tage lang tid at viske det store underskud på næsten $10 mio. dollars af tavlen, med den fart Gus skyder for tiden.

Det er dog som man siger: “If it ain’t broke, don’t fix it”, og nu er Gus da i det mindste begyndt at vinde igen.

hitnrun_gus