Faxe med trumf i ærmet: – Til sidst skal den have en i røven!
Danske Spil blænder i aften klokken 20.00 op for en promotion, hvor helten fra EM 1992 – John ’Faxe’ Jensen har sat en dusør på sit hoved. 1.000 kroner giver det til den spiller, som ekspederer ’Faxe’ ud i aften, onsdag eller fredag, mens der er hele 5.000 kroner i bounty på ’Faxe’ på søndag.
Det bliver dog ikke let, fortæller nationalhelten til PNN.dk.
”Jeg har taktikken klar til i aften, men jeg holder den for mig selv,” griner John ’Faxe’ Jensen, men løfter dog sløret for en lille hemmelighed.
”Til sidst skal den have en i røven! Det bliver trumfen til sidst, når sejren skal hives i land.”
Lars Olsen var rensechefen
Og John ’Faxe’ Jensen kan faktisk godt spille poker, for selvom han betegner sig selv som en glad amatør, så har han en del års erfaring inden for kortspillet.
”Vi spillede poker både på landsholdet og i Brøndby. Dengang var det ikke Texas NL Hold’em man spillede, men femkortspoker med joker og vendejoker. Og så havde Erik Rasmussen lært en variant i USA, der hed “The Good, The Bad and The Ugly,” fortæller ’Faxe’ og afslører, at Lars Olsen generelt var den, der klarede sig bedst i kortspil.
’Faxe’ selv har også, når det passede ind i tidsskemaet, fået spillet et par online turneringer, ligesom han i sommers var i Las Vegas, hvor han også fik tid til lidt poker, selvom hovedformået med turen var golf.
Theos penge er de bedste
Derudover så har John ’Faxe’ Jensen hentet inspiration hos Theo Jørgensen, som han kender fra golfbanen og fra hyggepoker i venskabeligt lag.
”Theo er en af mine rigtige gode venner. Jeg ser meget til ham, og engang imellem mødes vi til pokeraftener, hvor jeg sammen med De Røde (Martin og Michael Johansen red.) prøver at få vundet nogle chips fra Theo. Det er sjov og ballade og vi griner en helvedes masse, men der er også en lille smule alvor i det, for vi vil jo gerne have fat i Theos skillinger. Og her kan man altså i glimt se, at han har mange års erfaring med det her, og engang imellem får et read på en. Han har nogle fordele, som vi andre slet ikke har og det tager jeg hatten af for. Men jeg tror nu jeg har vundet mere fra ham end omvendt,” griner ’Faxe’.
Og det er altså i aften klokken 20.00, at du kan slå John ’Faxe’ Jensen ud og score 1.000 kroner på Danske Spil. Du kan læse mere om turneringen her.