Bække med fire sejre på en uge – stadig i minus for året

Det er som udenforstående næsten umuligt at gætte på, hvad der er op og ned på en turneringsspillers pokerøkonomi.

For når en mand som Allan Bække skovler sejre hjem som i den forgangne uge, hvor det blev til fire sejre, så må han da snart være i stand til at købe både Storebæltsbroen og det halve kongerige. Sådan ser virkeligheden imidlertid ikke ud.

“Nej, jeg er nede med $35.000 i onlineturneringer i år. Men for to dage siden hed regnskabet -$55.000, så spørg mig igen om fire dage, så skulle jeg gerne være i plus,” griner Bække.

I nat blev det til en andenplads, en tredjeplads og en fjerdeplads, men på trods af turneringsformen er opadgående, så springer Allan Bække næste store livebegivenhed på den europæiske scene – EPT Barcelona – over.

“Der er noget familiehalløj i kalenderen. Det koster mig lige 500.000 euro, men sådan er livet jo,” joker Bække.

Nu er det dog ikke sådan, at man skal gå rundt og have ondt af Allan Bække, for i HU SNG’er henter han i snit over 4.500 kroner om dagen på PokerStars. Det er trods alt også en sjat.