Jason Mercier til WPT: – $3.500 rake, er I seriøse?
Programmet for første halvdel af World Poker Tour sæson 12 blev offentliggjort i denne uge, og i den forbindelse smed arrangørerne så også lige en ekstra trumf på bordet. Fra efteråret af kører World Poker Tour nemlig en ny super highroller-serie med navnet WPT Alpha8.
Serien skal sikre poker-tv af høj kvalitet, og får premiere på Fox Sports 1 i marts 2014. I alt kommer der fire timers poker-tv ud af hver turnering.
Arrangørerne fortæller i en pressemeddelelse, at turneringerne vil blive afviklet i nogle af de mest prestigefyldte steder i Nordamerika, Europa, Asien og Sydafrika, og at hver enkelt event vil oppebære et buy in på minimum $100.000.
Læs også: World Poker Tour lancerer super highroller-serie
Og så skulle man ellers mene at poker pro’erne allerede er begyndt at slikke sig om munden med udsigt til de store WPT Alpha8 highroller-turneringer, men faktisk forholder det sig helt anderledes.
Der er nemlig ballade på Twitter i disse dage, efter spillerne har haft tid til at kigge WPT Alpha8 nærmere efter i sømmene. Det viser sig nemlig, at ud af de $100.000 spillerne skal ryste op med for en plads ved bordet, går hele $3.500 til gebyrer. $500 går til at lønne kasinopersonalet, mens $3.000 går til arrangørerne.
Dét fik først Matt Glantz til at overveje sin deltagelse i turneringen, og senere stemte også PokerStars Pro’en Jason Mercier i med kritisk røst:
“Har lige hørt at 100k under WPT har $3500 rake. Er I seriøse? I skal måske ændre det, hvis I vil have nogle spillere”, tweetede Mercier.