Ravnsbæk var bedste dansker under WSOP

Vi skal helt ned til 447. pladsen for at finde bedst placerede dansker på ranglisten over årets spiller ved World Series of Poker. Navnet er ikke overraskende Simon Ravnsbæk, som via sit dybe run i Main Event – hvor det blev til en 67. plads til $102.102 – overskyggede alle andre danske præstationer.

Vi mangler stadig at få afviklet finalebordet i Main Event, og derfor må vi vente helt til november med at finde vinderen af årets WSOP-rangliste – den såkaldte Player of the Year.

I øjeblikket fører Matthew Ashton ranglisten med 649,75 point, og han forfølges af Daniel Negreanu med 598,34 point. På 3. pladsen finder vi en kvinde som fik et overraskende godt WSOP, nemlig Loni Harwood med 487,20 point.

Harwood vandt blandt andet et bracelet i Event #60 – $1.500 NL Hold’em – til en værdi af $609.017. Derudover tog hun en 4. plads i Event #53, hvor det blev til et cash på $210.456. Før 2013 stod Loni Harwood blot noteret for $73.982 i cashes i karrieren.

Ravnsbæk fik til sammenligning 101,25 point for sine bedrifter i årets WSOP serie.

Her ses Top 10 over 2013 WSOP Player of the Year:

poy_2013_stilling

WSOP Player of the Year er et kapløb som strækker sig over 12 måneder, og som omfatter WSOP APAC, WSOP og WSOP Europe. Vinderen får gratis sæder i alle 2014 WSOP majors, WSOP Main Event, WSOP APAC Main Event og WSOP Europe Main Event.