Don Nguyen i front af $50.000 Players’ Championships – Benyamine og Duhamel blandt forfølgerne

Dag 3 af $50.000 Players’ Championship er fløjtet af. De store, velkendte navne falder, og et forholdsvist ubeskrevent blad i form af Don Nguyen (artikelbilledet) har taget føringen. Don Nguyen har tidligere i serien stukket næsen langt frem – han sluttede som runner up i Event 16, $10.000 No Limit Hold’em heads up, hvor han faldt til Mark Radoja i finalen.

Nguyen er den eneste spiller, der har rundet de to millioner chips. Han overnatter med 2.059.000. Nærmeste forfølger er Mike Gorodinsky med 1.650.000.

På femtepladsen finder vi John Hennigan med 1.085.000, på sjettepladsen ligger gårsdagens chipleader David Benyamine med 1.063.000 og på ottendepladsen finder vi tidligere verdensmester Jonathan Duhamel med 1.038.000. Jonathan Duhamel har fra starten af turneringen ligget helt i toppen af leaderboardet – det kunne godt se ud som om, at Duhamel har rigtigt godt styr på det.

Dag 3 blev endestationen for en hel række store navne. Doyle Brunson faldt, og det betyder, at han må til lommerne. Doyle havde stukket tungt ud på sig selv, men en almindelig hæderlig præstation skaffer ikke nye tænder på natbordet, og med mindre Doyle Brunson beslutter sig for også at give Main Event et skud, var dét den udgave af World Series Of Poker for den aldrende legende.

Læs også: Doyle Brunson amok i side bets: – Kan vinde $800k på sig selv i WSOP event

Det var også farvel og tak til blandt andre Jennifer Harman, Shaun Deeb, Brian Rast, David Oppenheim, Justin Bonomo, Barry Greenstein og svenske Erick Sagström.

26 spillere resterer i turneringen – de 16 bedste går i pengene.

Der venter vinderen $1.774.089.