Daniel Negreanu trækker fra i Player Of the Year
I går så det skidt ud for Daniel Negreanu – på trods, at han selv fik scoret sig et lille cash i Event 41, $5.000 Pot-Limit Omaha six handed. Grunden til, at det så skidt ud, var, at Tom Schneider, Negreanus nærmeste forfølger i Player Of the Year-ræset, overnattede på tredjepladsen i seriens andet Championship-event, Event 43 $10.000 No-Limit 2-7 Draw Lowball, som Daniel Negreanu end ikke fik sig registreret til.
Læs også: Tom Schneider med helt fremme i $10.000 No-Limit 2-7 Draw Lowball
Kun 87 spillere stillede imidlertid til start i Event 43, hvorfor de kun 14 bedste spillere gik i skillingerne. Og den mission lykkedes trods det gode udgangspunkt ikke for Tom Schneider, der faldt som nummer 23.
Det betyder, at Daniel Negreanu trækker fra i POY-ræset. Nu begynder det så småt igen at ligne en komfortabel føring.
Daniel Negreanu indtager nu listens førsteplads med 470,53 point, mens Tom Schneider har 438,51 point på andenpladsen. De to har slået et gevaldigt hul ned til de nærmeste forfølgere, der er tvunget til at levere absolutte topplaceringer i den sidste tredjedel af World Series Of Poker 2013, hvis de skal nå de to udbrydere.
Læs også: Negreanu med solid føring i Player Of the Year
Jared Hamby indtager tredjepladsen med 368,73 point, mens Daniel Kelly, der har cashet otte gange, har 344,70 point på fjerdepladsen.