Tjepan rykker vildt i Event 40 – boblen nærmer sig
Han lovede, at han ville komme tilbage til Danmark med mindst et bracelet, og Event 40, $1.500 No Limit Hold’em, ligner en rigtig god chance for Jaroslav Tjepan.
Efter en træg start har Jaroslav Tjepans chips nemlig fået luft under vingerne, og i øjeblikket sidder Tjepan med hele 51.000 chips foran sig. Det rækker til en øjeblikkelig 16. plads på leaderboardet, og er langt, langt over average, der lige nu lyder på 33.300.
287 spillere resterer i turneringen, og der er skillinger til de 243 bedste. Hele 2.161 spillere stillede til start, og vi er netop nu i gang med level 11 – dagens sidste level. Blinds er 500/1.000 med en ante på 100.
Læs også: Der gik lir i den for Tjepan: – Men NU tager min drukmakker hjem!
Matt Berkey er i øjeblikket turneringens chipleader med volsomme 144.000 chips. Berkeys nærmeste forfølger er Jonathan Driscoll, der sidder med 86.000 chips.
Og der er godt med skillinger i Event 40. Vinderen af turneringen scorer $525.272.
Det er i den grad nogle seriøse folk, der fortsat lever i turneringen: Tuan Le, Adam Junglen, Jeremy Ausmus, JC Tran, Jake Balsiger, Allen Cunningham og Cody Slauhbaugh gør alle Tjepan selskab i top 50.
Kæmpe GL og god vind til Tjepan herfra. Vi samler naturligvis op på dagen, når den bliver fløjtet af.