Dansk gambler-film hagles ned af anmelderne
En dansk variant af ’Tømmermænd i Vegas’ med Casper Christensen og Rasmus Bjerg i hovedrollerne har ramt biograferne, men hvis man skal tro anmeldelserne, så gælder det om at gå en stor bue uden om filmen.
Politikens anmelder, Kim Skotte, skriver således, at filmen er er “slem omgang pjask, som med hiv og sving varer sølle 5 kvarter.” Bedre ser det ikke ud hos EkstraBladet, hvor Henrik Queitsch kalder filmen for “en taberhånd,” og “en gang Klovn Light (i de bedste øjeblikke) kombineret med gumpetung folkekomedie.”
Claus Christensen på Ekkofilm.dk holder heller ikke sin kritik tilbage. Han skriver, at The Player vækker mindelser om danske komediekatastrofer som Camping, Kampen om den røde ko og Bananen – skræl den før din nabo.
Derudover får den ene af hovedrolleindehaverne også lige et svirp med anmelderens skarpe pen:
“Casper Christensen har åbenbart mistet jordforbindelsen efter gigantsuccesen med Klovn: The Movie. Han har aldrig været nogen stor skuespiller, men rollen som skørtejageren og narkomanen Theo er hans ringeste til dato: overgearet, uden timing og blottet for charme.”
Du kan se traileren til filmen her.