Joe Hachem: – Min søn skilte finalebordet ad
Verdensmesteren fra 2005, Joe Hachem, er stadigvæk pavestolt af sin søn Anthony, der for ganske nyligt vandt PokerStars.net ANZPT Melbourne Repechage Main Event, og scorede en fornem førstepræmie på $181.460. Det var Anthonys anden store titel i løbet af bare seks måneder, og far Joe kan slet ikke få armene ned.
“Jeg var så heldig at være der under hele finalebordet, og han skilte bare det finalebord ad. Det var kunst. Jeg var utroligt stolt, og som du kan se er jeg det endnu,” siger Joe Hachem med et øre til øre-smil til PokerNews.com.
Læs også: Joe Hachems søn vinder PokerStars.net ANZPT Melbourne ME og $181.460
Joe Hachem mener ikke, at han decideret har lært sine børn at spille poker – og så alligevel.
“Jeg har aldrig sagt til dem, at ‘du skal spille sådan og sådan’. Men de har altid været i nærheden af poker. De har set mig spille. De har hørt mig diskutere poker. Jeg tror, at de ligesom har taget det grundlag, som de har fået ind fra de var helt små, og så selv bygget videre på det. Med deres egne tanker, deres egen logik og deres egne instinkter,” fortæller Joe Hachem.
Joe Hachem kom til Las Vegas for bare dage siden, og han håber på, at besværet skal udmønte sig i et nyt bracelet.
“Hvis jeg har et overskud, når røgen har lagt sig, er jeg glad og tilfreds. Men jeg håber selvfølgelig på et nyt bracelet,” siger han.