WSOP-skandale: Tollerenes stack forsvandt
Ben ‘Bttech86’ Tollerene er normalt fast inventar på nettets højeste takster, og er ikke mindst berømt og berygtet for sine vilde dyster mod Viktor ‘Isildur1’ Blom, med hvem han igennem de seneste par måneder har byttet både halve og hele millioner på daglig basis.
I nat, dansk tid, havde han for en stund forladt onlineborde for at spille real life PLO i WSOP Event #22 ($1.500 Pot Limit Omaha), og her blev han offer for en mindre skandale, da han kom tilbage fra spisepausen, og måtte konstatere, at hans stack var svundet ind fra lige knap 21.000 til blot 4.500 chips.
Ben Tollerene og en spiller fra hans bord – Jason Morgan – kom tilbage fra spisepausen 10 minutter efter spillet var genoptaget, og i den mellemliggende tid var deres bord blevet breaket. Tollerene blev imidlertid henvist til en plads med blot 4.500 chips, og inden sikkerhedskameraerne havde fastslået, at der var blevet byttet om på Morgans og Tollerenes stacks, så havde førstnævnte allerede sprøjtet over 7.000 chips væk.
Jason Morgan undskyldte sig med, at han tabt en kæmpe pot i den sidste hånd inden pausen, og derfor ikke havde styr på, hvor mange chips han sad med, inden han kom tilbage. Tollerene fik sin oprindelige stack på 20.400 chips tilbage, men måtte konstatere, at misséren havde kostet ham et helt levels spil.
Ben Tollerene er fortsat med i turneringen, som nu kører på dagens sidste level. Han sidder med 12.000 chips, average hedder 21.271.