Storjamrende Devilfish: – De viser aldrig min WPT-sejr fordi jeg slog Phil Ivey
Dave ‘Devilfish’ Ulliott måtte tage til takke med en skuffende 14. plads på Wembley til €14.000. Ikke ligefrem et af den slags resultater, som Devilfish – Englands næstmest vindende pokerspiller gennem tiderne kun overgået af Sam Trickett – slår flikflak af glæde over.
“Det var skuffende. En fransk abe – jeg tror, han er chipleader for det hele – var usansynlig heldig mod mig i en pot på to millioner chips, og det kan man ikke gøre noget ved. Han har helt blæst, men hvad gør det, når man rammer det hele,” vrisser Devilfish til PokerNews.com.
Læs også: Farvel og tak til de sidste hajer – Deeb og Devilfish ude som 13 og 14
Devilfish mener tydeligvis, at han trods 14. pladsen nu er så iskold, at den ellers stensikre Las Vegas-tur nu er taget under overvejelse.
“Jeg regnede helt sikkert med at tage til Las Vegas, men du ved, at det er jo 80 procent No Limit Hold’em, og når man er kold, er der bare intet at stille op. Når man spiller mod de her drenge, der spiller dame-to i klør, og de så rammer, så kan det være lige meget,” jamrer Devilfish, der – trods alt på opfordring – får slået fast, at han skam har et WSOP-bracelet. OG en sejr på World Poker Tour – en sejr, som han fik i sæson 2 efter fuldstændigt at have ødelagt finalebordet. Han sendte fire ud af fem spillere på finalebordet ud i mørket og hans præstation blev af Mike Sexton betegnet som ‘the most dominating performance in WPT history’. Heads up gjorde han det af med Phil Ivey.
“Ja, jeg har også en sejr på WPT, men den bliver aldrig vist i TV. Det skyldes nok, at jeg slog Phil Ivey heads up, og det er ikke godt tv at se Phil Ivey tabe,” siger han.