Politiet efterlyser vidner til Kasino-røveriet: Kan du genkende disse mænd?
Casino Royal blev, som tidligere beskrevet her på PNN.dk, i nat klokken 01.50 udsat for væbnet røveri. Østjyllands Politi har siden efterforsket sagen, og efterforskningen har indtil nu vist, at to maskerede mænd kom løbende ad Rosensgade (fra Mejlgade-siden) og videre ind ad indgangen til kasinoet.
Læs også: Royal Casino i Aarhus udsat for væbnet røveri
I entre og receptionsområdet blev de tilstedeværende holdt op af den ene gerningsmand, der truende pegede et våben mod dem. Samtidig gik den anden gerningsmand hen til kassen, hvor han i en medbragt sort sæk/pose fik udleveret et pt. ukendt, kontant pengebeløb.
Efter røveriet flygtede begge gerningsmænd ad Rosensgade og videre ad Mejlgade i retning mod Nørreport. Der er pt. ikke fundet noget køretøj, der kan sættes i forbindelse med røveriet. Det skriver Politi.dk
I sin jagten på at finde gerningsmændene stiller politiet nu en video fra overvågningskameraerne til rådighed for offentligheden i håbet om, at nogen skulle kunne genkende de to gerningsmænd. Klippet kan ses nederst i denne artikel.
Gerningsmændene beskrives som:
Gerningsmand A:
– Mand, 20-35 år
– Slank til almindelig af bygning
– Cirka 180-185 centimeter høj
– Iført mørkt tøj – måske i armygrøn farve, mørke ensfarvede joggingbukser, maskeret med en sort maske af en slags med huller til øjne og mund
– Medbragte og truede med et cirka 50-70 centimer langt våben – vidnet viste længden med hænderne. Skæftet var lysebrunt.
Gerningsmand B:
– Mand, 20-35 år
– Ca. 175-180 cm. høj
– Medbragte en sort affaldssæk – af den slags der passer til udendørs affaldsstativ
Vidner har i forbindelse med røveriet oplyst, at der umiddelbart efter røveriet blev set en person med en trolleykuffert (rullekuffert) komme gående ad Mejlgade i retning mod Domkirken. På samme tid er der set en person på cykel i Mejlgade cyklende i retning ad Nørreport.
Politiet efterlyser vidner, der har set noget i forbindelse med røveriet, eller i øvrigt er i besiddelse af oplysninger, der kan hjælpe politiet med opklaring af sagen.
Vidner bedes henvende sig til efterforskningsafdelingen for personfarlig kriminalitet hos Østjyllands Politi via 114.