Simon Trumper: – Der er mindst 80% chance for overlay
Den har været on og off frem og tilbage nogle gange igennem det seneste års tid, men nu ser det endegyldigt ud til at International Stadiums Poker Tour (ISPT) bliver en realitet.
Det første ISPT-event nogensinde skal afvikles i dagene fra d. 31. maj – 5. juni på Englands nationalstadion Wembley, hvor tusindevis af pokerspillere skal indtage græsplænen og spille om en garanteret førstepræmie på €1.000.000.
ISPT har ellers hængt i en tynd tråd flere gange, men efter det Nottingham-baserede spillested Dusk Till Dawn meldte sig ind i kampen som med-arrangør, kom der for alvor skred i tingene.
Læs også: Dusk Till Dawn kommer stadion-turnering til undsætning
En af årsagerne til, at der igen tales om ISPT i pokerkredse er netop den store garanterede præmiepulje på en rund million Euro, og at det respekterede Dusk Till Dawn – som har masser af erfaring med at arrangere store pokerturneringer i England – er gået ind i projektet.
Dusk Till Dawns Simon Trumper, turneringsansvarlig for den første ISPT på Wembley, har i et interview med PokerListings kastet nyt lys over det kommende mega-event:
“Spillerne ved at med Dush Till Dawn inde i billedet bliver turneringen en realitet, og at garantien på €1.000.000 ikke bliver ændret”, forklarede Trumper som årsag til den genoplivede hype omkring det kommende ISPT-event.
Et direkte buy-in til turneringens dag 2 på Wembley koster €2700+€30, mens der kører masser af dag 1-satellitter online på forskellige sites (dog ingen med dansk licens, red.), hvor spillere kan spille sig videre til finalen på Wembley for et buy-in startende med blot €2.
Derudover spilles der dag 1-satellitter på Dusk Till Dawns pokerklub i Nottingham, som forventes at sende mange spillere til Wembley.
80% chance for overlay
Simon Trumper forklarede også til Pokerlistings, at grunden til Dusk Till Dawn gik ind i samarbejdet med ISPT var, at man ønskede at gøre Dusk Till Dawn-brandet bedre kendt internationalt, og det kan vise sig at blive en halvdyr investering for Dusk Till Dawn-ejerne.
Tidligere har man udtalt, at der kræves mere end 16.000 spillere, hvis Dusk Till Dawn ikke selv skal til lommerne for at dække den garanterede 1. præmie, og i skrivende stund er man tilsyneladende ikke tæt på at have fyldt dén kvote.
“Der er mindst 80% chance for, at vi kommer til at lægge nogle penge for at komme op på €1.000.000”, sagde Simon Trumper.
Det ukendte antal deltagere ved ISPT-Wembley turneringen betyder, at man i stedet for at garantere en samlet præmiepulje besluttede at garantere størrelsen på 1. præmien, og den er altså på €1.000.000, uanset hvor mange spillere der finder ved til Wembley d. 31 maj.
Computerne blev droppet
Oprindeligt var det planen, at spillerne på Wembley skulle anvende bærbare computere til at spille mod hinanden, men det har arrangørerne nu valgt at droppe.
“Den oprindelige idé var ikke mulig at genneføre af forskellige årsager, bl.a. tekniske. Vi ville ikke have inddraget dette i det oprindelige format”, siger Simon Trumper, som også siger, at det eneste succeskriterie for arrangørerne er, at spillerne bagefter vil rose arrangementet som en fantastisk oplevelse uanset antallet af deltagere.
Læs hele interviewet her.