Phil Hellmuth: – Derfor spiller jeg min shortstack som jeg gør

Noget af det, som Phil Hellmuth igennem de sidste par år har fået allermest røg for fra sine kolleger, er den måde, hvorpå han spiller en shortstack. Hellmuth er blevet berømt, berygtet og latterliggjort for at være i stand til at folde – næsten uanset hvor lille en stak, der sidder foran ham. Et eksempel fra virkelighedens verden:

Phil Hellmuth sidder med lige omkring ti big blinds. Han åbner til 2,3 big blinds fra tidlig position, får på nakken og drysser efterfølgende sin es-fire suited.

Nogle gange har den strategi betydet, at Phil Hellmuth har bustet ud af en turnering, hvor han til sidst kun har haft et par big blinds tilbage. Men andre gange er Phil Hellmuth kommet tilbage i kampen.

I den seneste podcast på 2+2 får Phil Hellmuth masser af taletid. Han får stillet masser af spændende spørgsmål, og han leverer masser af spændende svar. Her forklarer han også, hvorfor han spiller sin shortstack, som han gør.

Læs også: Phil Hellmuth om sejren i WSOPE ME: Jeg kiggede ikke på mine hole cards i halvdelen af turneringen

Og: Phil Hellmuth: Jeg går efter 30 bracelets

“Jeg hørte, hvad alle de andre fortalte mig om at spille en shortstack. Hvad der er matematisk korrekt. Det tog mig ikke lang tid at lære, og jeg tænkte, at det er da nok korrekt. I en online-turnering. Men jeg tænkte, at sådan vil jeg ikke spille. Jeg vælger en anden vej. Det, der er så mærkeligt for mig, er, at jeg har fået så meget kritik for den måde, hvorpå jeg spiller en shortstack. Men en dag kom Shaun Deeb hen til mig, og han sagde ‘jeg har prøvet at gøre, hvad du gør med en shortstack, og jeg har lige vundet tre turneringer. Jeg havde 11 big blinds, og jeg åbnede til to big blinds med es-otte, de gik all in, og jeg foldede. Før ville jeg bare have rykket ind med det hele’. Jeg tænkte, at det var ret smart af ham,” siger Phil Hellmuth, og forklarer så sin egen filosofi:

“Jeg bryder mig ikke om at skulle rykke ind med es-fire for 10-12 big blinds, for es-knægt, par 5, par 6 og den slags hænder caller mig hver gang. Men der er mange andre gange, hvor jeg kan lave et lille raise og vinde blinds og anter uden modstand. Min oplevelse er, at når mine modstandere rykker ind efter at jeg har lavet et lille raise, så er det oftest fordi de har noget. Hvis jeg ikke føler, at de har noget, er jeg ikke bange for at calle. Og så skal det jo altså også med, at jeg så spiller mine premium hands på samme måde,” fortæller Hellmuth.

Du kan lytte til hele podcasten lige her