Isildur1 ødelægger Tollerene på 90 minutter: PLUS $748.000
Han har tidligere skrællet Ben Tollerene for $1,7 millioner på omkring seks timer. Men den slags unødvendig tidsspilde kan naturligvis gøres bedre, og det har Isildur1 så gjort. I løbet bare halvanden time – ja 90 sølle minutter – skrællede Isildur1 i nat Ben Tollerene for $748.000. Dén bliver til gengæld svær at stikke i fremtiden – selv for Isildur1.
Læs også: Tollerene tabte $1,7 millioner til Isildur1 på under seks timer: Jeg spillede godt!
Isildur1 gik ellers ind til endnu et slag mod Ben ‘Bttech86’ Tollerene med et solidt minus i bogen. Han havde tidligere tabt $252.000 på $2.000/$4.000 Fixed Limit Hold’Em, men efter en sjat mere end 500 hænder mod Ben Tollerene på Full Tilt Pokers $500/$1.000 PLO-borde var han pludselig oppe for døgnet med $496.000. Ben Tollerene var til gengæld efterladt i et hul, der vil noget – minus $748.000.
514 hænder og 90 minutters arbejde = $748.000.
Isildur1 begynder så småt at nærme sig et plus for $5.000.000 for året – et resultat som han i øvrigt allerede nåede efter den første måned i 2013. Det blev der dengang hurtigt lavet om på, og når $748.000 kan blive vundet eller tabt i løbet af 90 minutter er det måske klogt nok ikke at sætte hele indholdet af sparegrisen på Isildur1 som årets største onlinevinder.