Kom som designer – gik som forretningskvinde

Den rwandiske designer, Teta Isibo, fik for alvor gang i forretningen efter at have været på kursus hos Educat. Nu satser hun på en webshop for at ramme det vestlige marked. 

Af Rasmus Løppenthin

På en eller anden måde er jeg skuffet. Før jeg tog til Rwanda, forventede jeg, at mine møder med Educats kursister ville blive vældigt eksotiske. Ingredienserne måtte blive noget med et faldefærdigt skur i slummen, en tolk, udsultede geder og en masse smilende børn, der ville komme stormende hen imod mig.

Men her står jeg i butikken Inzuku, der har et fancy gult hyldekompleks og designervarer som smykker, øreringe og punge. Den 28-årige butiksejer og designer Teta Isibo har inviteret mig for at fortælle, hvordan et kursus hos Educat i efteråret har sat skub i tilværelsen som iværksætter.

– Educat har virkelig hjulpet mig. Jeg har fået et langt bedre overblik over det økonomiske aspekt af min forretning og kører en meget strammere budgetstyring end før, siger Teta Isibo.

Fokus på at optimere forretningen har båret frugt. Hun åbnede dørene for kunderne i januar 2012, og de seneste måneder er der virkelig kommet gang i kasseapparatet.

– Jeg bliver ikke rig af det i øjeblikket. Men jeg kan leve af overskuddet fra salget i butikken, og det er jeg meget tilfreds med. Jeg har trods alt ikke har været selvstændig så længe, siger hun.

TetaIsibo1 lille

Butiksejer og designer Teta Isibo

Teta Isbios vej til succes her i livet har været kortere end mange af hendes landsmænd. Hendes far havde et godt job hos FN, som betalte for hendes universitetsuddannelse i Europa, og hun taler flydende engelsk. Det er sigende, at blot 10 procent af rwanderne har adgang til strøm, men Teta Isibo hørte om Educat på Twitter.

Du har tydeligvis mange ressourcer; tror du ikke, at du havde klaret dig fint her i tilværelsen, selvom du aldrig havde fået hjælp fra Educat?

– Uden tvivl. Jeg havde sikkert haft et ganske glimrende job. Men Educat har givet mig muligheden for at få succes som selvstændig. På den måde skaber jeg jo langt mere værdi for det rwandiske samfund. Lige nu er der omkring 70 personer, som på den ene eller anden måde får beskæftigelse i kraft af min virksomhed(ansatte, underleverandørers ansatte red.), siger Teta Isibo og fortsætter:

– Jeg ved godt, at jeg har været heldig ved at have nogle muligheder, som andre måske ikke har haft. Men det jeg vil rigtig gerne bruge til at skabe fremdrift for vores land. Og det gør jeg jo netop, hvis jeg får succes med min forretning.

Men kunne du ikke være blevet iværksætter uden hjælpen fra Educat?

– Det var sammen med de andre kursister, at jeg virkelig begyndte at forstå, hvad det kræver at være selvstændig. Da jeg startede på træningen, var jeg mest optaget af selve det at fremstille produkterne, altså være kreativ. Men det gik virkelig op for mig, at jeg bliver nødt til at have meget mere fokus på, at jeg altså driver en buisness, siger Teta Isibo, som giver et konkret eksempel.

Førhen lavede hun produkterne, når det lige faldt hende ind. Hun fremstillede et mere eller mindre tilfældigt antal, som så blev sat til salg til en pris baseret på mavefornemmelsen.

Nu går hun langt mere systematisk til værks. Først laver laver hun demoer, som bliver vist til folk i netværket. De giver så en feed back, hun bruger til at justere produktet, og prisen bliver fastlagt, så hun sikrer sig selv en solid avance. Samtidig bliver lanceringstidspunktet overvejet langt grundigere end tidligere. Alt sammen for at sikre, at der er en sund økonomi i butikken.

– Man kan sige, at jeg kom til Educat som designer og gik som forretningskvinde, siger Teta Isibo.

Hun fortæller, at hun har holdt kontakten ved lige med sine medkursister fra efteråret. I øjeblikket er hun sågar i forhandlinger med en fra kurset. Han er selvstændig konsulent og udfører strategiplaner for virksomheder.

– Det er en kæmpe fordel, at han kender min virksomhed så indgående, og derfor tror jeg, at han vil kunne udføre et langt bedre stykke arbejde. Samtidig har jeg mere tillid til ham, fordi jeg kender ham. Det netværk, vi har fået gennem Educat, er virkelig guld værd, siger hun.

Uanset hvad forhandlingerne ender ud med, er en del af Teta Isobos fremtidsstrategi dog klar. Hun vil forsøge at ramme de amerikanske marked med en webshop, og det kan sagtens blive en lukrativ forretning. Seneste nummer af Magasinet Udvikling skriver, at afrikansk design storhitter i Vesten i øjeblikket og kunne gå hen og blive en ny trend. Hvornår ejeren af Inzuku får mulighed for at blive en del af successen er dog endnu uvist.

– Det er lidt besværligt at sætte butikken op sådan rent teknisk, men jeg håber, at det kommer op at køre i hvert fald her i 2013. Jeg glæder mig helt vildt, siger Teta Isibo.

Artiklen er en del af en serie skrevet af journalist og pokerspiller Rasmus Løppenthin, der er taget til Rwanda for at følge pengene fra Poker for Rwanda-kampagnen. Han er udsendt af Pokerstars og PNN.dk, som er et af flere medier, der har bakket op om Poker for Rwanda.

Læs også: Educat: Vi skylder pokerspillerne en stor tak