Danmarksmesteren klar til forsvar af titlen: Alt andet end et finalebord er en fiasko
Danmarksmester Kristian Kofoed melder sig – naturligvis – klar til at forsvare sin prestigefyldte titel, når det snart går løs med DM i poker 2013.
Det var den 28. maj 2012, at Kristian Kofoed på fejende flot vis vandt titlen efter en spændende heads up mod Thor Drexel og i det hele taget en spændende finale, hvor den dengang forsvarende danmarksmester, Simon Ravnsbæk, også var med helt fremme.
Efterfølgende stillede Kristian Kofoed op til World Series Of Poker Main Event i dannebrogstrøjen, og Kristian virkede uhyre skarp til Main Event, men godt spil i sig selv har aldrig været nok. Varme skal der til, og det havde danmarksmesteren desværre ikke – ved den lejlighed.
Læs også: Danmarksmesterens crazy cashgames: Blev nødt til at hæve til 100 big blinds før der blev dealet
Så er formen på plads hos danmarksmesteren, før det for alvor går løs?
“Helt sikkert. Sidste år spillede jeg sindssygt meget fra december 2011 til marts 2012, hvor jeg tog til Paris sammen med Jungleras og spillede Unibet Open. Jeg røg ud efter et par timer, og følte mig ‘mæt’ af poker, da vi kom hjem og spillede derefter ikke en eneste tour før DM, der lå to og en halv måned senere,” fortæller Kristian Kofoed til PNN.dk.
Han afslører, at den taktik også tages i anvendelse i år:
“Taktikken i år er næsten den samme. Jeg har lige haft et par måneder, hvor jeg har været rigtig pokertræt, men kan mærke at jeg så småt er ved at få lysten tilbage. Jeg var ude og spille med sjakket i går, og kunne helt klart mærke, at motivationen peger den rigtige vej. Så den topper til DM i næste måned. Alt andet end et finalebord vil jo være en kæmpe fiasko,” griner danmarksmesteren.