Zupp: – Macau er 100% svans!

PNNs somme tider velinformerede kilder fortæller, at blandt andre Peter ‘Zupp’ Jepsen har indtaget Macau. Interessant.

For en times tid siden fangede vi så Zupp, der har en historie om Macau at fortælle, som de fleste vist nok ikke lige har hørt noget om. Endnu mere interessant.

“Jeg kan melde op, at Macau er en stor svans. Man hører de her rygter om at omsætningen er tre gange større end i Vegas, og at Macau har de bedste games i hele verden. I call BULLSHIT,” siger Zupp, der har for vane at sige tingene på en meget direkte og bramfri måde.

“Hotellerne er store og flotte, men på mærkværdig vis allesammen udsolgt. Det er simpelthen ikke til at drive et værelse op på de bedste hoteller. PÅ TRODS af dette, så er der ikke et fucking øje hernede,” siger Zupp, mens PNNs altid uvidende skribent klapper i sine små fedtede tirsdagshænder. Fortæl mere!

“Vi bor på Mandarin Oriental lige nu, og vi kunne kun LIGE få et værelse, og ikke i weekenden. Jeg bemærker at restauranten og buffeten er mega lille. Det giver ingen mening, hvis der virkelig er fuldt på hotellets 30 etager. De eneste folk, man ser, er dem, som arbejder her. Seriøst!,” siger Zupp, der tydeligvis er overrasket over, hvad det er, han oplever i disse dage:

“Det må være en meget velbevaret hemmelighed, at den såkaldte omsætning, som Macau har, er REN fucking bullshit. Det er østens hvidvaskningsmaskine, det her, det er 100% sikkert. Svans fra ende til anden. Hotellerne er ‘udsolgte’, altså, jeg vil gerne tillade mig at betvivle om de 23 etager overhovedet eksisterer, eller om det bare er tomme etager fra sal 10 og op,” siger Zupp.

Truman Show – eller måske The Game

At påstå, at Zupp lugter ugler i mosen, er at underdrive ret så voldsomt. Hør bare historien om hans trænings-seance:

“Jeg var nede at træne før. Et træningscenter i et 23 etagers kæmpe byggeri. Træningslokalet var på størrelse med et klasselokale, og der var tre ansatte, der kiggede på mig, som var jeg det første menneske de nogensinde havde set. Man kan sammenligne det med ‘The Truman Show’. Det er et stort fupnummer. Jeg har så meget lyst til at gå over og rive den næste dør, hvor der står ‘adgang forbudt’, op. Jeg forestiller mig, at der sidder 300 kinesere og pakker coke. Eller måske der bare er en mur. Der foregår ET eller andet, det er helt sikkert,” siger Zupp, der på ingen måde køber historierne om, at Macau har overhalet Las Vegas på alle parametre.

“På Bellagio i Las Vegas går du 10 minutter for at komme fra elevatoren til receptionen. Alt er bare gigastort. Her er det bare – lige rundt om hjørnet – der er restauranten, og der er fem borde. Tomme vel at mærke. Den her by – kæmpe fupnummer,” siger Zupp, der heller ikke ligefrem jubler over sine oplevelser med ‘verdens bedste spil’, som det ellers hedder sig:

“Spillene er so so. Selvfølgelig er der nogle retards, men de snakker kinesisk ved bordet og svanser den sikkert. Fisken gik hurtigt død, og så skred alle. Det var sgu ikke lige det, jeg kom til Macau for,” siger Zupp.

truman show

Velkommen til Macau, drenge! VERDENS største spilleby, der har overhalet Las Vegas på alle parametre! Den ÆGTE vare!