Stor dobbelttriumf til Brink – slog Vogt heads-up

Frederik Brink er – uden tvivl – en af Danmarks allerbedste turneringsspillere, og det blev der sat en stor, fed, tyk streg under i går, hvor strøg til tops i ikke bare én, men to turneringer.

Begge turneringer havde et buy in på $109, men hvor den ene havde en garanteret præmiepulje på $30.000 og blev afviklet i turboformat, så blev den anden spillet i et mere adstadigt tempo, men med $40.000 til fordeling blandt spillerne.

Førstepladsen i Turbo-turneringen gav $8.813 og kom i hus efter, at han heads up slog sin gode ven og kollega, Rasmus Vogt. Vogt fik $6.465 for andenpladsen.

I den anden $109-turnering var der endnu mere at hente. Placeringen øverst på sejrsskamlen gav intet mindre end $10.741.

Og så var Frederik Brink rent faktisk slet ikke færdig, eftersom det i løbet af dagen i går blev til yderligere tre cashes, heriblandt en tredjeplads til $2.694.