WPT London: Agerskov på sjettepladsen

London Pokerfestival klinger på sidste vers, men endnu mangler den afsluttende turnering – WPT London – at blive færdigspillet. I går blev der spillet Dag 2, og her formåede Rasmus Agerskov at få banket sin stak fra 47.800 op i 209.500, hvilket rækker til en sjetteplads i det samlede klassement.

Der er blot 27 spillere tilbage i turneringen, hvilket samtidig betyder, at alle de resterende spillere er i pengene, og som minimum er sikret £3.000.

Spillet genoptages klokken 15.00, dansk tid, og der skal i dag spilles ned til finalebordet. Hvis det lykkes Rasmus Agerskov at navigere sig så langt frem, så er han ikke blot sikret i plads på morgendagens tv-transmitterede finalebord, men også en mindste-udbetaling på £10.000.

Også Morten ‘MortenVM’ Mortensen spillede med i går, men hans skæbne er endnu ukendt.

I øvrigt kan vi i en bibemærkning fortælle, at Rasmus Agerskov ikke blot var varm i WPT-turneringen i går, men også strøg til tops i en $109-turnering på PokerStars og sikrede sig $4.134, ligesom han også nuppede en tredjeplads til $3.476 på William Hill.

Top 10
Elior Sion – 573,500
Brandon Hall – 515,500
Sebastian Muller – 477,500
Emma Tolley – 418,500
Gabriel Carter – 300,500
Rasmus Agerskov Larsen – 209,500
Yann Del Rey – 208,500
Danny Blair – 198,500
Gicomo Fundaro – 192,500
Zydrunas Lukosiunas – 184,500