Franskmand er ved at smadre danskerfesten

Det der bare ikke må ske, er ved at ske. Med den enorme andel af rød/hvide spillere i feltet ved Unibet Open Copenhagen må og SKAL titlen falde på danske hænder, men det er franske Alexis Gillot åbenbart for tungnem til at forstå.

Som en uønsket gæst, der ikke forstår en fin hentydning, har Gillot grådigt mæsket chips i sig hele dagen og sidder nu med en absurd stack på 540.000 chips. Og det vel og mærke på et tidspunkt, hvor average hedder 106.387 og blinds blot ligger på 1.600/3.200 med 300 i ante.

Og det gør kun ondt værre, at den franske guillotine har kappet hovederne af en del danske spillere. Seneste mand til at lade live var Martin B. Hansen, der kom all in preflop mod franskmandens seksere. En dame på floppet var et smukt syn set med danske øjne, men desværre klonkede Alexis Gillot efterfølgende en to-outer på river.

“Jeg mener han er helt skævt ude i det spot,” lyder det fra Thomas Holm, som også var involveret i hånden.

“Jeg 3-better, Martin 4-better og han moser bare ind med stakken med to seksere. Det er ikke meget respekt hverken Martin eller jeg får i det spot, men de må kunne noget de der unge gutter. Jeg håber de vil forklare mig det en dag, for lige nu kan jeg ikke se det smarte i det spil.”

Udvalgte danske counts
Rasmus Vogt 165.000
Johnny Østbjerg 260.000
Nikolaj Liljengren 105.000
Christian Grundtvig 165.000
Anders Jensen 70.000