Haxton: – Jeg har spottet betydelige fejl i Isildur1s spil

Isaac Haxton er en af verdens bedste heads up-spillere, Ja, hvis man skal tro dagens interview fra highstakesdb.com, som vi her refererer fra, så er han faktisk verdens tredjebedste. Ifølge hans egen beskedne mening, naturligvis.

Kun Ben ‘Sauce123’ Sulsky og Alexander ‘Kanu’ Millar rangerer Haxton højere end sig selv. “Men jeg spiller gladeligt imod dem begge,” tilføjer han,

“Jeg er ret overbevist om, at jeg har en stor edge imod alle andre. Oh, jeg har vist glemt ‘Jungleman’. Han er et stort spørgsmålstegn, da han har spillet så lidt de seneste år, at det er svært at gætte på, hvor god han er. Han var rigtig svær at spille imod sidst jeg mødte ham, men det var før Black Friday,” siger Haxton til Highstakesdb.com.

Intervieweren undrer sig over, at Viktor ‘Isildur1’ Blom ikke bliver nævnt i samme ombæring som ovenstående navne, og Isaac Haxton giver ham da også ret i, at svenskeren hører til iblandt verdens bedste. Alligevel sniger der sig en smule kritik sig ind af ‘Isildur1’s spil.

“Jeg synes han er rigtig god og hører afgjort til på top 10-listen, hvis ikke i top 5. Han forvirrer mig en smule. Jeg mener at have spottet signifikante fejl i hans spil. Større fejl end hos nogle af de andre jeg har nævnt, men min resultater imod ham (og mod andre spillere jeg respekterer) står ikke mål med, hvordan det burde falde ud, så jeg må seriøst overveje, at jeg overser noget.”