Dansk sejr i Sydkorea

Mens vi herhjemme er ved at kridte skoene til Unibet Open Copenhagen i næste uge, så spilles der netop nu livepoker på den anden side af jorden. I Sydkorea er APT Asian Series Jeju således i fuld gang, og i går strøg den i Thailand bosiddende dansker, Kristian Færing, helt til tops i turneringsseriens første event.

Færing sad i den afgørende heads up overfor Franklin Ha fra Hong Kong, og på trods af modstanderen på et tidspunkt formåede at opbygge et 2-1 chiplead, så grindede danskeren sig tilbage i kampen. En kæmpe hånd faldt ud til Færings fordel og efterlod Franklin Ha med blot én big blind, og i hånden efter gjorde danskeren arbejdet færdigt.

“Den hånd var den eneste fejl jeg lavede i hele turneringen,” lød det nærmest helt Hellmuth’sk fra Franklin Ha, da turneringen var ovre.

For Kristian Færing var der tale om den første sejr på APT Asian Series, efter han ellers tidligere har formået at spille spille sig frem til hele seks finaleborde.

Turneringen havde et buy in på blot $100, mens det koster $10.000 at deltage i dagens highroller-turnering. I morgen begynder Main Event, som har et buy in på $1.000.