14 svenske pokerspillere meldt til politiet
Det er ikke kun i Frankrig og Partouche Poker Tour, at de er god for en skandale i ny og næ, vi kan skam også i Skandinavien. I forgårs blev 14 pokerspillere således meldt til politiet i vort broderland Sverige, anklaget for at have brugt ulovlig software på Svenska Spel og angiveligt at have tilfusket sig 1,8 millioner svenske kroner.
Anklaget for groft bedrageri
Spillerne skulle have brugt en form for analyse-software, der skulle have ydet dem en fordel i forhold til deres modstandere. Vi går dog her på redaktionen ud fra, at der ikke blot er tale om PokerTracker eller Hold’em Manager, men mere lyssky programmer.
“Vi ser meget alvorligt på hændelsen,” siger Lennart Source, CEO for Svenska Spel til Afton Bladet.
Indtil videre er de 14 spilleres konti blevet fastfrosset og sagen blevet anmeldt til politiet som groft bedrageri. Imens politiet efterforsker sagen kører Svenska Spil deres egen interne undersøgelse.
“Vi er ikke tilfredse med, hvordan vi har håndteret det. Vi fik et tip om det i oktober, der førte os på rette spor. Vi laver denne undersøgelse nu for at revidere vores procedurer og kontrollere, hvad der skal gøres bedre. Jeg kan sige, at spillerne i alt havde 108.000 kroner på deres kontis,” siger Johan Söderkvist, pressemedarbejder for Svenska Spel til Afton Bladet.
“Vi formoder, at en eller anden form for software er blevet benyttet. Samlet set har de spillet omkring 1,8 millioner kroner hjem, men vi kan ikke med sikkerhed fastslå, at de har brugt ulovlige hjælpemidler i alle de tilfælde, de har vundet penge.”
PNN.dk lover at forhøre os ved vores svenske kilder og følge op på historien, hvis vi kan grave flere detaljer frem.