Jaksland: – Nu VIL jeg videre til Dag 3
Rutinerede Peter Jaksland har ved flere lejligheder stukket næsen frem i både EPT- og WPT-sammenhæng, men endnu har han ikke formået at spille sig videre til Dag 3 i en af de store turneringer. Men NU skal det være.
Den danske turneringsspiller er med 98.000 chips klar til Dag 2 ved WPT Baden med en stak på næsten to gange average, så forudsætningerne for at få målet opfyldt er gode.
“Nu har jeg efterhånden prøvet en del gange at sidde med en fin bunke chips efter en stor turnerings første dag, så det ville være fint også at prøve at komme til at spille en Dag 3,” griner Jaksland, da PNN.dk fanger ham over mobilen.
De virkede semi-tiltede
Det skal dog i retfærdighedens navn nævnes, at Jaksland blandt andet har en flot andenplads Malmö Open på sit CV, så helt skidt ser det altså ikke ud på resultatlisten. Og hvis blot Dag 2 udvikler sig som turneringens første dag, så skal det hele såmænd nok ende godt.
“Niveauet var meget blandet, men overordnet set, synes jeg, at jeg havde trukket et rigtig fint bord. Der var blandt andet en gut, som konstant 4-bettede med alt muligt skrammel og han fik også ram på mig i løbet af dagens første level. Efter spisepausen fangede jeg dog et set i femmere på et es-konge-fem-flop, hvor han skød tungt til river, hvorefter jeg reraisede ham. Han kaldte med es-konge, hvilket betød, at jeg næsten doblede min stack op.”
“Generelt synes jeg det var som om, at mange af spillerne gik fra at være koncentrerede de tre første levels til at være semi-tiltede hen ad mod afslutningen. Der var blandt andet en spiller der nærmest donerede halvdelen af sin stack til mig. De tre sidste levels var rigtige gode for mig. Jeg var ret aktiv, men formåede alligevel at holde mig fra at komme ud i noget rod,” fortæller Jaksland.
Skal op mod skrap østriger
Dag 2 går igang klokken 14.00 og Peter Jaksland er spændt på, hvordan dagen udvikler sig. Han har haft tid til at slå modstanderne op i HendonMob og ihvertfald én spiller får lidt ekstra opmærksomhed.
“Bordets chipleader (Mihails Morozovs red.) har lavet en del resultater. Blandt andet har han allerede fire turneringscashes i år, så ham holder jeg lige et vågent øje med.”
Læs også: WPT Baden: Dansker clash – Mickey Petersen og Johnny Hansen op mod hinanden