Wrang: – Motivationen er i bund
Det faldt som noget af en bombe, da Jannick Wrang tilbage i november måned fortalte til PNN.dk, at han følte sig nødsaget til at hive stikket til pokeren. For forud var gået et år, hvor en af dansk pokerstørste profiler ikke blot havde vundet EPT Campione, men også havde renset godt og grundigt af på onlinebordene.
Læs også: Wrang vinder $160.000 i marathon-session
Men lysten var væk, og der skulle ryddes ud i de negative vaner pokeren havde bragt med sig. Skæve døgnrytmer, dårlige madvaner og manglende motion, blot for at nævne de sundhedsskadelige af dem. Men grundlæggende, så var motivationen der bare ikke længere.
Læs også: Jannick Wrang tager pokeren op til overvejelse – dropper WPT Copenhagen
Skulle have fyret nogle tickets af
Jannick Wrang besluttede i første omgang at holde tre måneders pause. En periode, der udløb med indgangen til februar måned, og da han den seneste uge har lavet tre turneringsresultater til en samlet sum af $12.836, så var det nærliggende at antage, han er tilbage.
Wrong, intet kunne være mere forkert! Tværtimod, så peger det mere hen imod, at pausen går hen og bliver til et reelt brud med pokeren.
“Det var en engangsforestilling med henhold til de turneringer. Jeg havde nogle tour-tickets på PokerStars jeg skulle have fyret af, og de penge jeg vandt, de er allerede trukket ud,” fortæller Jannick Wrang til PNN.dk.
Så du fortsætter dig pokercølibat?
“Pokercølibat lyder som en pause. Det er det ikke. Motivationen er væk, så jeg ved ikke om jeg kommer til at spille mere. I hvert fald ikke i den nærmeste fremtid. Der er meget andet jeg hellere vil bruge tiden på.”
Motivationen er helt væk?
“Det må jeg sige ja til. Jeg spillede de tre dage og synes egentlig det var rigtig kedeligt. Det ville nok ikke være det store problem at klare sig, men lysten er der ikke til at spille poker. Problemet er – og det var det allerede tilbage i november måned – at det eneste der virkelig kan motivere mig er at spille heads up på $50/$100 og det er sgu lidt for farligt. Måske jeg også ville kunne klare mig der, men det er et for volatilt og swingy game til, det er forsvarligt.”
Helt væk fra pokerscenen holder Wrang sig dog ikke. For på PokerStars-kontoen står også en EPT-pakke, som skal fyres af. Den forventer han at bruge på EPT Berlin som spilles fra den 21.-27. april. Og mens WPT Vejle er helt udelukket for hans vedkommende, så åbner han op for en mulig deltagelse i Unibet Open Copenhagen til marts.