Betfair er gået live på iPoker
I begyndelsen af januar slog Betfair omsider fast med syvtommer søm, hvad spillebranchen havde forventet ville ske igennem længere tid: Betfair ville skifte netværk fra Ongame til iPoker.
Nu har Betfair Poker officielt haft sin debut på iPoker netværket, hvilket skete da Betfair lancerede sin klient på både .com og .es klienten på samme tid.
Læs også: Betfair skifter fra Ongame til iPoker
Debuten i Spanien blev første gang annonceret allerede i august 2012, og siden var det forventet at Betfair før eller senere ville forlade Ongame-netværket endegyldigt, til fordel for det større iPoker netværk.
En kort opsummering af situationen for pokerspillerne på Betfair går således: Eksisterende Betfair-spillere vil frem til juli 2013 frit kunne vælge mellem at spille på Ongame eller iPoker, hvorefter Betfair endegyldigt vil forlade Ongame-netværket. Dette gælder dog ikke danske Betfair-spillere, som iflg. Peter Weinreich – Betfairs danske Area Manager – vil have muligheden for at spille på Betfair via Ongame-netværket, indtil den dag Betfair måske – og kun måske – får en iPoker-klient i Danmark.
Læs også: Betfair: “Vi bliver i Danmark”
Ongame samler bordene
Det skal nu blive spændende at se, om det får alvorlige konsekvenser for likviditeten på Ongame-netværket at Betfair nu også forlader netværket, ligesom Ongames klart største pokersite Bwin.com gjorde det i slutningen af 2012.
Iflg. Pokerscout.com – som holder statistik over trafikken på verdens største pokernetværk – er Ongame nu nede på en 14. plads i verden bedømt på aktive cash game spillere.
I kampen for at sikre de resterende spillere på Ongame-netværket alt den action de har brug for, har Ongame nu besluttet at lukke de eksklusive spillerpuljer på .com-platformen, således at alle pokersites på netværket nu deler de samme borde.
Tidligere har nogle af de største pokersites på netværket, inklusiv Betfair og Betsson, haft deres egne eksklusive borde til cash game spillerne.